Foråret kalder cyklen frem, og landskabet, der for kort tid siden var hvidt, begynder at få nyt liv. Der er godt nyt på et lille stykke Gurrevej, nemlig strækningen fra den gamle skovridergård Valdemarslund til Gurre landsby. 

Gurrehus’ Venner  
Først lidt om Venneforeningen. Vi er en gruppe borgere, der holder godt øje med Gurrehus og dets omgivelser. Vi finder at denne prægtige ejendom med en gammel park, plænen lige ned til søen og med en interessant staldbygning på sydsiden af Gurrevej, vil være det ideelle kultur- og oplevelsescenter. Gurrehus bør derfor ikke være et lukket privat område, men tilgængeligt for alle.  
Vi finder, at det er fint at bruge Storkeladen som et lille museum, men langt bedre at lade det indgå i en forbindelse med Gurrehus, som et samlet kulturelt oplevelsescenter, der med beliggenheden lige ved Gurre Slotsruin, oplagt kan knyttes til Nationalparken, Kongernes Nordsjælland. Vi agter derfor at fremsætte indsigelse mod den kommende lokalplan og opfordrer andre til det samme. 

 oplev1 Barkladen før den blev istandsat 

Storkeladen er flot istandsat
Lige øst for Valdemarslund ligger Storkeladen, som Skov- og Naturstyrelsen netop har istandsat. Det er en fin stor gammel ladebygning bygget af rafter med fine flettede felter af enebærgrene og lyng. Da laden blev opført – antagelig midt i 1800-tallet - var den udført med endnu større flader af dette fletværk, som sikrede at der var ventilation og dermed tørring af halmen eller lignende. 

Laden anvendtes også til vognport, men indgik oprindelig i landbruget på Valdemarslund, der ganske vist var en skovridergård, men som også havde landbrug og fremavl af frø til skovplanter. Umiddelbart ved siden af laden lå tidligere flere bygninger, bl.a. en stor treetagers frøovn. 

Alle disse bygninger blev nedrevet, da frøavlen flyttede til Humlebæk-området, men laden overlevede. Da Valdemarslund i 1981 solgtes til privat beboelse beholdt Skovvæsenet laden, der i mange år havde en storkerede på taget – deraf navnet. Der vil nu atter blive opsat storkerede.

 Der er planer om at bruge Storkeladen til kulturformidling i et samarbejde mellem Kronborg Skovdistrikt, Helsingør museerne og Kulturarvstyrelsen. Vi må så se om de gode intentioner også bliver til noget.

 

oplev2

Gurrehus som kunne huse det østlige center for Kongernes Nordsjælland

Gurrehus
Længere fremme møder man Gurrehus, der ligger øde og forladt, som det har gjort længe. Ejendommen er stadig skæmmet af den uskønne og dominerende betontilbygning som forsvaret i sin tid har bygget til kursister på ejendommen.

Gurrehus ejedes i mange år af Prins Georg af Grækenland, hvis arvinger i 1958 overdrog ejendommen til den danske stat for en symbolsk betaling på 400.000 kr. Ejendommen blev anvendt som kursusejendom af forsvaret, der tilbyggede den skæmmende betonbygning. I 2001 solgte forsvaret ejendommen til en spekulant for 10 millioner.

Fem måneder senere videresolgte spekulanten ejendommen til et selskab for det dobbelte, 20 millioner. Den nuværende ejer, ejendomsanpartsselskabet Gurrehus, har senere købt ejendommen for 24 millioner, med henblik på en stor fortjeneste ved indretning af ejendommen til ejerlejligheder. 

Ejerne planlagde 28 ejerlejligheder med tilhørende parkeringsmuligheder, hvilket forudsætter en dispensation fra skovbeskyttelseslinjen og søbeskyttelseslinjen, som skal gives af amtet. Men amtet har afslået at dispensere. Derpå har ejerne indbragt afslaget for Naturklagenævnet, der har givet amtet medhold.  

Naturklagenævnet udtaler, at vurderingen af sagen forudsætter, at der skal tages hensyn til om de planlagte bygningsændringer strider mod landskabelige og kulturhistoriske interesser og det skal indgå i vurderingen om bygningsændringen påvirker det særligt værdifulde landskab og kulturmiljøet. 

Naturklagenævnet kommer frem til, at den ansøgte bygning er til skade for landskabsoplevelsen af det meget værdifulde landskab og lægger vægt på, at byggeriet vil medføre en uønsket landskabelig situation i en lang årrække fremover. Derfor kan de ansøgte dispensationer ikke gives. 

Ejerne har nu bebudet et mere skrabet projekt med nedrivning af betonbygningen og reduktion af antallet af ejerlejligheder fra 28 til 22. Forinden skal der vedtages en lokalplan af byrådet. Det forventes, at forslag hertil færdigbehandles i foråret og derpå kommer i høring i en længere periode.

Gurre slotsruin

Næste gode oplevelse på cykelturen er Gurre Slotsruin. Her har Kronborg Skovdistrikt nu opsat en vejrbestandig informationstavle på P-pladsen, der smukt gengiver hvordan Slottet og de omgivende bygningsanlæg har set ud. Øvrige tavler med beskrivelser og illustrationer, kan ses inde på anlægget, men desværre ikke i den samme flotte vejrbestandige udgave. 

Her i foråret virker den fine markering i landskabet bag slotsruinen af den store bygning der har ligget her, meget klar og tydelig. Området er lige nu så sumpet, at det ikke gør noget at det er indhegnet, så man er afskåret fra at komme ind på det omgivende terræn. 

Men det ville være dejligt, hvis der blev mulighed for at komme rundt i terrænet, når det bliver mere tørt. Og det ville være fint at markere flere af de oprindelige bygninger i terrænet. Man kan også håbe, at Kronborg Skovdistrikt realiserer tanken om at fælde nogle af træerne nord for slotsruinen og dermed genskabe udsigten over Gurre Sø.