Sagt og skrevet om Gurrehus


Den dag Nationalparken Kongernes Nordsjælland skal realiseres, er tanken, at der skal etableres nogle formidlingscentre. Placeringen, omfang og indholdet af disse er endnu ikke fastlagt, men på nuværende tidspunkt er der dog nogenlunde konsensus om, at det østlige formidlingscenter skal ligge i Helsingør Kommune.

Foreningen ”Gurrehus Venner” har for nogle år siden foreslået, at kommunen og Naturstyrelsen i fællesskab købte den kulturhistoriske ejendom Gurrehus ved Gurre Slotsruin og indrettede formidlingscenter samtidig med, at man indrettede et center til formidling af det kulturhistoriske område omkring Gurre slotsruin, herunder de spændende arkæologiske udgravninger.

stald1

Herskabsstalden til Gurrehus set fra parken

Gurrehus var dengang som nu ubeboet, men den flotte bygning var ejet af private, der ønskede at ombygge den til ejerlejligheder, hvilket kommunen gik ind for. Imidlertid endte sagen med ejernes konkurs og siden har bygningen været udsat for hærværk og er begyndt at forfalde.

Naturstyrelsen var heller ikke interesseret i Gurrehus som formidlingscenter, da staten allerede ejede Hellebæk Avlsgård og fandt at hovedbygningen var bedre, og i hvert fald billigere, til formålet. I julen 2010 nedbrændte hovedbygningen på Hellebæk avlsgård imidlertid og resterne blev fjernet i oktober 2011. En stor ærgerlig ulykke, men i dag et faktum.

Den glimrende forening ”Hellebæk Kohaves Venner” har holdt til i den nedbrændte hovedbygning, men er nu flyttet ud i en sidebygning, hvor man håber, at man på sigt kan opføre et ”madpakkehus” med informationer om Kohaven og den kommende Nationalpark. Naturstyrelsen skulle tilsyneladende være positiv overfor tanken.  Nordsjælland og ikke mindst Helsingør Kommune satser stort på øget turisme, hvorfor spørgsmålet er om et” madpakkehus” ikke er en for lille satsning. Skal man tiltrække udenbys og udenlands turister og tjene penge, så skal man efter vores opfattelse tænke i et større perspektiv.

Forudsætningerne er ændret
Siden dengang i 2005, hvor man fravalgte Gurrehus, til i dag, er der sket flere afgørende ting. Avlsgårdens hovedbygning er som sagt nedbrændt og samtidig er Gurrehus i dag sat til salg. I samme periode er asfaltvejen ved Hellebæk Avlsgård ændret til grusvej for at hindre biler i at køre hurtigt i respekt for at området som naturområde. Resultatet er, at selv med det lille antal biler der kører i dag, er vejen temmelig ufremkommelig, ligesom der ustandselig opstår store huller i vejen. En øget trafik til Hellebæk vil derfor rejse spørgsmålet, om man fortsat kan leve med grusvejen. En retablering til asfaltvej er både dyr og direkte i strid med Kohavens formål.

Gurrehus var ikke til salg i 2005, men Hovedbygningen er i dag sat til salg for 13 millioner og Herskabsstalden er sat til salg for 3 millioner, men bør kunne købes for under 2 millioner.

På baggrund af de ændrede forudsætninger, burde Naturstyrelsen, Helsingør kommune og andre interesserede foretage en revurdering af planerne for en placering af et formidlingscenter øst.

Gurrehus hovedbygning er på lang sigt nok den rigtige løsning, men så højt tør vi desværre ikke satse. Men herskabsstalden burde være til at overse. Vi håber derfor på, at Naturstyrelsen og Kommunen hver for sig - eller i fællesskab - vil undersøge mulighederne for køb og indretning af ”Gurrehus Herskabsstald” til det østlige formidlingscenter.

Herskabsstalden som formidlingscenter og i samarbejde
Allerede for flere år siden har Gurrehus Venner udarbejdet en beskrivelse af Herskabsstalden og dens anvendelse til Kulturcenter. Forslaget kan ses på www.byforening.dk/ Gurrehus/ projekt for Herskabsstalden til Gurrehus.
 
Her foreslås, at der indrettes formidlingscenter i bygningens underetage samt kontor og en bolig på første sal. I træbygningen foreslås cafe og med glas i de store porte, så man kan nyde den flotte udsigt.

Bygningens centrale placering op til Gurre Slotsruin, Gurrehus, Gurre sø, Sankt Jacob Kapel, Storkeladen, Valdemarslund og midt i et af EU udpeget habitat naturområde gør det naturligt at formidle al denne kulturhistorie på stedet samtidig med en formidling af nationalparken Kongernes Nordsjælland.

Formidlingscenteret i Gurre skal selvfølgeligt etableres i et tæt samarbejde med Esrum Møllegård, Avlsgården i Hellebæk, Naturcenter Nyruphus og Flynderupgård, så der opstår en symbiose til fordel for alle og i en størrelse og kvalitet, så også udenbys turister får øje på områdets herlighedsværdier.

Gurrehus incl. herskabsstalden har nu stået tom og uopvarmet fra omkring 2007, hvorfor et køb samtidig kan forhindre, at endnu en af kommunens kulturhistoriske bygninger forfalder. Ja, bygningen er faktisk kommunens eneste herskabsstald opført i stilarten ”historicisme” med mange fine detaljer i røde mursten og med tag af naturskifer.

Gurrehus Venner skal derfor på det varmeste opfordre Helsingør Kommune evt. i samarbejde med Realdania og Naturstyrelsen til, at købe Herskabsstalden, mens den endnu ikke er ødelagt og kan erhverves til en favorabel pris.

 

stald2

Herskabsstalden til Gurrehus set fra syd

 

 

 

 

Gurre slotsruin og Gurrehus ligger som naboer i det smukke landskab syd for Gurresø – Men de 2 kulturhistoriske bygningsanlæg interesserer åbenbart ikke politikerne, hvilket er synd både for Danmark og vores turisme. Her følger en forkortet udgave af en tidligere kronik med håb om, at politikere, investorer og andre måske kan blive inspireret til handling.

Gurrehus

 Ganske nær ved Gurre Slotsruin ligger Gurrehus, der består af to bygninger nemlig det herskabeligt hovedhus med facade ud mod Gurre sø og en hæslig  fabriksagtig tilbygning i cement med fladt tag. En bygning der skriger mod alt omkring den: Gurre sø, Gurre Vang, de smukke engarealer, og som - især – danner den mest skæmmende og misvisende baggrund for Gurre Slotsruin. En knytnæve i øjet på et stykke pragtfuld danmarkshistorie.

 Den første bygning på stedet var en ladegårdsbygning fra 1550, Gurre Vangehus. I 1796 købte den engelske handelsmand, David Brown, ejendommen og opførte et bygningskompleks med flere længer og småhuse.

vold1 

Gurrehus set fra Gurrevej        

Denne bygning forsvandt med byggeriet af et nyt hovedhus, der opførtes i 1881 af ejeren, Frederik Tutein. I 1911 købte hofjægermester K.T. Post ejendommen, som han hurtigt solgte videre til Prins Georg af Grækenland, der foretog flere bygningsændringer til det udseende Gurrehus har i dag.

Efter Prins Georgs død overdrager hans arvinger i 1959 Gurrehus til forsvarsministeriet med anvendelse som officersskole. Inden længe efter forsvarsministeriets erhvervelse af ejendommen, gik planerne med opførelsen af den hvide rædsel i gang. I 1967 stod bygningen færdig til brug for indkvartering af officersaspiranterne. - Men det skulle blive meget værre.

Spekulanterne kommer
Omkring århundredeskiftet slår privatiseringstankerne igennem og Gurrehus sælges til en privatperson, Mogens de Linde. Efter flere overdragelser mellem forskellige selskaber, ejes ejendommen nu af ejendomsanpartsselskabet Gurrehus. 

Prisen stiger betragteligt ved hvert salg, så fradragsreglerne kan udnyttes. . Nu skal ejendommen udnyttes kommercielt. Skønt salget fra forsvarsministeriet ifølge skødet sker til kursusvirksomhed eller lignende, ser ejerne bedre økonomiske muligheder i et ejerlejlighedsprojekt.

Gurrehus Venner, der består af lokale folk, dannes for at forhindre de værste gener af ejerlejlighedsprojekterne. Venneforeningen udarbejder samtidig et forslag til hvordan hovedbygningen kan indrettes til Kultur og formidlingscenter for Kongernes Nordsjælland. Kampen med myndighederne går i gang.

Myndighederne
Ejernes første ide var at bygge en etage ovenpå den hvide rædsel og opføre i alt 36 ejerlejligheder i det samlede kompleks.

Meget smart, for med denne start kan man blødgøre de myndigheder der er sat til at tage vare på vores natur og landskaber, ved senere - pænt – at ændre indstilling til at kunne nøjes med 25 ejerlejligheder inden for den eksisterende bygningsramme. En ikke ukendt metode, når man skal opnå noget hos myndighederne.

Hvem er så de myndigheder skal passe på vores natur og vores kulturarv?

Det er Helsingør Kommune, det er HUR, Hovedstadens Udviklingsråd, det er Frederiksborg Amt., og det er Kulturarvstyrelsen. 

Kommunen skal udarbejde en lokalplan, der skaber baggrund for en ændring af anvendelsen af Gurrehus til ejerlejligheder, samt give en byggetilladelse til bygningsændringerne, herunder til nye anlægsarbejder til parkeringspladser, carporte m.v. samt trafikalt forsvarlige tilkørselsforhold. Kommunen ser.

Amtet skal give eventuelt nødvendige dispensationer fra skovbyggelinjen på 300 meter og søbeskyttelseslinjen på 150 meter i forbindelse med anlægsarbejderne. Amtet skal desuden påse at projektet ikke strider mod naturbeskyttelseslovens beskyttelse af fortidsminder, bl.a. ruiner.

HUR skal påse om lokalplanen og byggetilladelsen er i overensstemmelse med regionplanen. Hvis ikke, skal HUR udarbejde et regionplantillæg. HUR skal derfor høres af kommunen inden der udarbejdes lokalplanforslag.

Foreløbig kører det på skinner for bygherren. Alle myndigheder har ladet sig overbevise af ejerens projekt. Planerne kan derfor nyde fremme, og lokalplanforslaget er stærkt på vej til vedtagelse i byrådet og offentliggørelse.

Natur og kultur
Gurrehus ligger i landzone, hvor det klare udgangspunkt er, at der IKKE må placeres boliger. Desuden ligger stedet midt i et større sammenhængende beskyttelsesområde, som i regionplanen er udpeget til kulturhistorisk interesseområde og meget værdifuldt landskab. 

Gurre sø og dens omgivelser er internationalt habitatområde, hvilket indebærer at anlæg i omgivelserne ikke må komme i konflikt med beskyttelses interesserne.

Gurre slotsruin er fredet. De seneste udgravninger viser at hele anlægget omkring Gurre Slot har en langt større udstrækning en antaget. Det kan derfor ikke afvises, at der er historiske anlæg inden for det område der omfattes af projektet. I så fald kan det resultere i at naturbeskyttelseslovens afstandskrav til fortidsminderne ikke kan overholdes.

Men der er flere fortidsminder omkring Gurre slot og Gurrehus. Her finder man bl.a. Kong Valdemars Vold, et større voldanlæg der løb fra Horserød hegn gennem Gurre Vang og Krogenberg Hegn til den nu udtørrede Munke Sø. Det meste af anlægget ses stadig i landskabet. Desuden findes der rester af den ovn, hvor munkestenene til slottet blev brændt samt det nærliggende Sankt Jacobs Kapel.

HUR bad marts 2003 Helsingør Kommune om at overveje, om man i forbindelse med den fremtidige anvendelse af stedet ville forsøge at tilbageføre Gurrehus til dets oprindelige udseende, samt sikre offentligheden adgang til områdets kultur- og naturværdier. Dette ville indebære nedrivning af den hvide bygning. Denne henstilling har kommunen siddet overhøring.

Efterskrift af Jan Arnt - den 15. marts 2008
Gurrehus Venner har fra 2004 til 2007 sendt indlæg som ovenstående samt konstruktive forslag om alternative muligheder for Gurrehus til myndighederne og et par fonde, men stort set uden resultat.

Nogle små ”sejre” er dog opnået. I 2007 kom Lokalplanen for Gurrehus, hvor der nu kun måtte bygges 19 boliger, hvor ejerne først søgte om 37 boliger og siden 25 boliger. Glædeligt var også, at den ucharmerende hvide betonbygning blev forlangt nedrevet.

Status her i marts 2008 er, at bygningerne stadig står tomme og at intet er sket udover et begyndende forfald både af bygninger og park. Med andre ord vores fælles kulturarv i Gurre er i hastigt forfald fordi ejerkredsen og de ansvarlige myndigehder ikke har udvist rettidig omhu. 

vold2 

 

Helsingør kan få  sit ”Sofiero” og meget mere.
Tør politikerne?

Nord for Helsingborg ligger det tidligere kongelige sommerslot Sofiero, hvor vort broderfolk har skabt et populært udflugtssted, som tusindvis af svenskere og danskere besøger hele året rundt. Der laves udstillinger om kunst, mad, kongelig røgelse, parkudstilling, julemarked og meget mere. Udover at skabe livsglæde og kvalitet har Sofiero skabt mange arbejdspladser og bidrager positivt til turismen samt integrationen på tværs af Øresund.

Helsingør kommune har ikke et ”Sofiero”, men har en ejendom, der måske er bedre og som også kan skabe oplevelser, kultur og arbejdspladser. Muligheden ligger i den historiske ejendom ”Gurrehus” som er nabo til ”Gurre Slotsruin”.

 gurre3Gurrehus, Gurre Helsingør Kommune

 Gurrehus’ herskabelige hovedbygning blev opført i 1883 i røde sten og med et rigtigt borgtårn.  Herlighederne ligger i en stor park, der strækker sig ned til den smukke Gurre sø. Ejendommen og parken emmer af historie og atmosfære og har blandt andet været ejet af prins George af Grækenland ligesom tyskerne holdt til under krigen.  Området er særdeles smukt og må antages, at blive en historisk del af den kommende nationalpark ”Kongernes Nordsjælland”.

 

Helsingørs Sofiero og stedets muligheder.
Flertallet i Helsingørs byråd ønsker, at der skal opføres 28 ejerlejligheder i det historiske ”Gurrehus”, hvilket er et utroligt spild af en god ejendom med den helt rigtige beliggenhed. Mange mennesker og lokale foreninger håber derfor på, at opførelsen af de 28 lejligheder kan forhindres og, at der i stedet kan indrettes et ”Nationalpark Center”. 

Nationalpark Centerets hovedformål skal være, at formidle og skabe spændende events omkring den nye nationalpark ”Kongernes Nordsjælland”. Samtidig skal der på Gurrehus indrettes det længe savnede ”hjemsted” for de arkæologiske udgravninger i Gurre området og dermed en muligheden for at fortælle historien om ”kongernes Nordsjælland”, da Gurre fra ca.1300 tallet og mere end 150 år frem var en af kongemagtens højborge. 

For at styrke disse aktiviteter, skal ejendommen og parken samtidig  udnyttes og bruges til de mange aktiviteter, som vores broderfolk med så stor succes har fået indpasset på ”Sofiero” i Skåne. Oplagte aktiviteter er kunstudstillinger, koncerter, spisehus, skoleundervisning og formidling af malerens og digternes Nordsjælland. Ja kun fantasien sætter grænser.

 soe1

Gurrehus park strækker sig smukt ned til Gurre sø

EU-midler da projektet er grænseoverskridende.
Da en del af centerets funktion bliver, at beskrive historierne omkring Dronning Margrete den første og Kalmarunionen fra 1397 samt den lange periode, hvor den sydlige del af Sverige var dansk område, er en del af projektet grænse overskridende. Dette betyder, at der findes en del tilskudsmuligheder fra EU.

Projektet skal derfor også ses som et positivt bidrag til integrationen af Øresundsregionen ligesom en del turister fra især Skånelandene vil have interesse i centerets skiftende events.

Man vil givet også kunne regne med en synergieffekt mellem Esrum kloster og Gurrehus, hvor disse i fællesskab kan tiltrække ressourcestærke borgere og turister samt skabe en positiv omtale af regionen, hvilket igen skaber synergi. Derudover må man forvente at Staten samt en række fonde vil støtte projektet økonomisk. 

Byrådet bør sige nej til ændring af Kommuneplanen.
Aviserne har allerede har haft fin omtale af forslaget og Helsingørs borgmester Tærsbøl har udtalt, at det er et godt projekt, men desværre også, at det ikke er et af de projekter, han vil satse på allerførst. Problemet er bare, at bygges de 28 ejerlejligheder på Gurrehus, så er får vi ikke chancen en gang til. Med andre ord vil byrådet ikke satse nu, så bliver det aldrig.

Det må samtidig forventes, at såfremt Helsingør kommune ikke allerede nu indretter ”Nationalpark Center” i Gurrehus, så kan alternativet nemt blive, at f.eks. Hillerød bygger et spændende Nationalparkcenter om ganske få år.

Helsingør må så igen se, at aktiviteter og arbejdspladser flytte væk fra kommunen, fordi Helsingør ikke forstod sin besøgstid og ikke udnyttede, at genbruge en eksisterende velegnet bygning, der lå det perfekte sted.

mosaic Gurrehus har stadig smukt interiør og mange fine ruder

 

Foråret kalder cyklen frem, og landskabet, der for kort tid siden var hvidt, begynder at få nyt liv. Der er godt nyt på et lille stykke Gurrevej, nemlig strækningen fra den gamle skovridergård Valdemarslund til Gurre landsby. 

Gurrehus’ Venner  
Først lidt om Venneforeningen. Vi er en gruppe borgere, der holder godt øje med Gurrehus og dets omgivelser. Vi finder at denne prægtige ejendom med en gammel park, plænen lige ned til søen og med en interessant staldbygning på sydsiden af Gurrevej, vil være det ideelle kultur- og oplevelsescenter. Gurrehus bør derfor ikke være et lukket privat område, men tilgængeligt for alle.  
Vi finder, at det er fint at bruge Storkeladen som et lille museum, men langt bedre at lade det indgå i en forbindelse med Gurrehus, som et samlet kulturelt oplevelsescenter, der med beliggenheden lige ved Gurre Slotsruin, oplagt kan knyttes til Nationalparken, Kongernes Nordsjælland. Vi agter derfor at fremsætte indsigelse mod den kommende lokalplan og opfordrer andre til det samme. 

 oplev1 Barkladen før den blev istandsat 

Storkeladen er flot istandsat
Lige øst for Valdemarslund ligger Storkeladen, som Skov- og Naturstyrelsen netop har istandsat. Det er en fin stor gammel ladebygning bygget af rafter med fine flettede felter af enebærgrene og lyng. Da laden blev opført – antagelig midt i 1800-tallet - var den udført med endnu større flader af dette fletværk, som sikrede at der var ventilation og dermed tørring af halmen eller lignende. 

Laden anvendtes også til vognport, men indgik oprindelig i landbruget på Valdemarslund, der ganske vist var en skovridergård, men som også havde landbrug og fremavl af frø til skovplanter. Umiddelbart ved siden af laden lå tidligere flere bygninger, bl.a. en stor treetagers frøovn. 

Alle disse bygninger blev nedrevet, da frøavlen flyttede til Humlebæk-området, men laden overlevede. Da Valdemarslund i 1981 solgtes til privat beboelse beholdt Skovvæsenet laden, der i mange år havde en storkerede på taget – deraf navnet. Der vil nu atter blive opsat storkerede.

 Der er planer om at bruge Storkeladen til kulturformidling i et samarbejde mellem Kronborg Skovdistrikt, Helsingør museerne og Kulturarvstyrelsen. Vi må så se om de gode intentioner også bliver til noget.

 

oplev2

Gurrehus som kunne huse det østlige center for Kongernes Nordsjælland

Gurrehus
Længere fremme møder man Gurrehus, der ligger øde og forladt, som det har gjort længe. Ejendommen er stadig skæmmet af den uskønne og dominerende betontilbygning som forsvaret i sin tid har bygget til kursister på ejendommen.

Gurrehus ejedes i mange år af Prins Georg af Grækenland, hvis arvinger i 1958 overdrog ejendommen til den danske stat for en symbolsk betaling på 400.000 kr. Ejendommen blev anvendt som kursusejendom af forsvaret, der tilbyggede den skæmmende betonbygning. I 2001 solgte forsvaret ejendommen til en spekulant for 10 millioner.

Fem måneder senere videresolgte spekulanten ejendommen til et selskab for det dobbelte, 20 millioner. Den nuværende ejer, ejendomsanpartsselskabet Gurrehus, har senere købt ejendommen for 24 millioner, med henblik på en stor fortjeneste ved indretning af ejendommen til ejerlejligheder. 

Ejerne planlagde 28 ejerlejligheder med tilhørende parkeringsmuligheder, hvilket forudsætter en dispensation fra skovbeskyttelseslinjen og søbeskyttelseslinjen, som skal gives af amtet. Men amtet har afslået at dispensere. Derpå har ejerne indbragt afslaget for Naturklagenævnet, der har givet amtet medhold.  

Naturklagenævnet udtaler, at vurderingen af sagen forudsætter, at der skal tages hensyn til om de planlagte bygningsændringer strider mod landskabelige og kulturhistoriske interesser og det skal indgå i vurderingen om bygningsændringen påvirker det særligt værdifulde landskab og kulturmiljøet. 

Naturklagenævnet kommer frem til, at den ansøgte bygning er til skade for landskabsoplevelsen af det meget værdifulde landskab og lægger vægt på, at byggeriet vil medføre en uønsket landskabelig situation i en lang årrække fremover. Derfor kan de ansøgte dispensationer ikke gives. 

Ejerne har nu bebudet et mere skrabet projekt med nedrivning af betonbygningen og reduktion af antallet af ejerlejligheder fra 28 til 22. Forinden skal der vedtages en lokalplan af byrådet. Det forventes, at forslag hertil færdigbehandles i foråret og derpå kommer i høring i en længere periode.

Gurre slotsruin

Næste gode oplevelse på cykelturen er Gurre Slotsruin. Her har Kronborg Skovdistrikt nu opsat en vejrbestandig informationstavle på P-pladsen, der smukt gengiver hvordan Slottet og de omgivende bygningsanlæg har set ud. Øvrige tavler med beskrivelser og illustrationer, kan ses inde på anlægget, men desværre ikke i den samme flotte vejrbestandige udgave. 

Her i foråret virker den fine markering i landskabet bag slotsruinen af den store bygning der har ligget her, meget klar og tydelig. Området er lige nu så sumpet, at det ikke gør noget at det er indhegnet, så man er afskåret fra at komme ind på det omgivende terræn. 

Men det ville være dejligt, hvis der blev mulighed for at komme rundt i terrænet, når det bliver mere tørt. Og det ville være fint at markere flere af de oprindelige bygninger i terrænet. Man kan også håbe, at Kronborg Skovdistrikt realiserer tanken om at fælde nogle af træerne nord for slotsruinen og dermed genskabe udsigten over Gurre Sø. 

 stald1        Herskabsstalden set fra Gurrehus, Gurre Helsingør Kommune 

 

Projektforslag 2
November 2006 revideret oktober 2011

Gurrehus Venner har udarbejdet et forslag til ombygning og indretning af kultur- og formidlingscenter i den tidligere herskabsstald der ligger i tilknytning til den statelige ejendom Gurrehus ved siden af Gurre Slotsruin.

Forslagets forfattere er:
Arkitekt MAA Jan Arnt, lokalhistoriker Kjeld Damgaard, civilingeniør Mogens Aarsleff Hansen og advokat Marianne Jacobi fra Gurrehus Venner.

Forord
Gurrehus Venner har tidligere udarbejdet et tilsvarende projekt for indretning af et kultur- og formidlingscenter i Gurrehus store hovedbygning.  Da der har vist sig diverse problemer med at skaffe tilstrækkelig politisk opbakning har en arbejdsgruppe under Gurrehus Venner udarbejdet et alternativt og mindre projekt i staldbygningen, der også har fine kvaliteter og samme fremragende beliggenhed tæt på Gurre Sø og Gurre Slotsruin.

1.00 Kultur- og formidlingscentrets indhold
Kort fortalt skal Kultur- og formidlingscentret fungere som det østlige center i  den kommende Nationalpark ”Kongernes Nordsjælland” og indrettes, så det kan fortælle og formidle om skovens og områdets spændende historie bl.a. om:
 

  • Gurrehus slotsruin og de mange arkæologiske fund i området
  • De mange kunstnere og forfattere, der har beskrevet dette stykke danmarkshistorie
  • Det græske og danske kongefamilies tilknytning til Gurrehus
  • Egnens særprægede natur og dyreliv samt Gurre sø og søens liv.

2.00 Staldbygningen som kultur og formidlingscenter

Kultur og formidlingscentret skal indrettes i staldbygningens underetage i nogle få forholdsvis store og lyse rum. På første sal indrettes et møderum/foredragslokale, kontor og arkiv. 

I garagebygningen indrettes små vandreudstillinger og en mindre cafe, hvor man kan sidde og nyde udsigten over det åbne landskab gennem de store portpartier med glas. På sydsiden ud for cafeen etableres en mindre plads for udeservering.

Herskabsstaldens udvendige arkitektur skal kun ændres lidt, hvorimod den indvendige udformning, indretning og interiør skal tilpasses nutidens smag og krav om formidling af kultur, historie og natur.

  

soe

  Gurre sø set fra parken 

 

 

3.00 Eksisterende bygning 

Staldbygningen er opført i 1 etage med udnyttet tagetage og har et samlet areal på ca. 230 m2. Garagen er på ca. 80 m2 og bygget på staldbygningens sydlige facade.

Selve staldbygningen er opført i røde hårdtbrændte teglsten med en del murdetaljer og enkelte vinduer med reference til historicismen fra begyndelsen af det 19. århundrede. Taget har ca. 45 graders hanebåndspær tækket med skiffer.

Inde i bygningen er allerede et forholdsvis stort rum med en pæn trappe op til en svalegang, der fører til de forskellige værelser på første sal. 

Garagen er mod syd domineret af store porte af træ. Taget har ca. 10 graders taghældning og er belagt med tagpap.

Staldbygningens sokkel, mur og tag er af rimelig god standard, men trænger til almindelig vedligeholdelse. Garagens tag skal ombygges i forbindelse med supplerende isolering og ny belægning. De store porte skal udskiftes med porte med energiglas, så man indefra bygningen får udsyn over markerne. 

Der er allerede etableret en større flisebelagt parkeringsplads.


4.00 Anlægsbudget incl. moms 
 
 

Købspris for Staldbygning incl. garage                                          3.000.000,-

Købsomkostninger ca. 2 %                                                                60.000,-

 

I alt anslået købspris                                                                    3.060.000,-

 

Ombygning af staldbygning incl. garage

230 m2 x 12.000,-                                                                          2.760.000,-

80 m2 x 10.000,-                                                                              800.000,-

4. Anlægsarbejde (P-areal forefindes)

Parkanlæg og p-areal ca.                                                                 200.000,-

 

I alt bygge- og anlægsudgifter anslået ca.                                    6.820.000,-

 

6. Projekteringsomkostninger, byggestyring m.m.

Anslået ca. 10 % af bygge- og anlægsprisen 3.760.000,-                   376.000,-

Uforudsete udgifter                                                                          104.000,-

 

I alt omkostninger excl. byggerenter                                            7.300.000,-

 

 

Bemærkninger til priser:
De anslåede m2 udgifter er baseret på en sund ombygning og istandsættelse af ejendommen uden specielle luksuøse tiltag.  Priser er excl. inventar direkte knyttet til udstillingsområdet såsom montre, visuelt udstyr m.m. Prisindeks juni 2009 

 

5.0 Turisme og økonomi

Da Projektet ikke kun har lokal og turistmæssig interesse, men er et projekt af ”national” interesse, må man forvente, at både stat og kommune bidrager med økonomiske midler. Ligeledes må man forvente, at en del fonde vil støtte projektet, da det indeholder værdifulde nationale aspekter.

Et Kultur og oplevelsescenter ved siden af Gurre Slotsruin er heldigvis ikke kun udgifter, men også indtægter f.eks. i form af arbejdspladser, forbedret skoleundervisning samt ikke mindst øgede indtægter fra både indenlandsk og udenlandsk turisme. Desuden vil skabelsen af Centeret skabe positiv omtale af regionen, hvilket erfaringsmæssigt medfører følgeindtægter inden for andre sektorer. 

Turisme er på europæisk plan en stadig voksende industri, hvorimod Danmark og blandt andet Helsingør Kommune har svært ved at fastholde turisterne. Et Gurrehus med oplevelse og formidling kunne positivt bidrage til at vende denne udvikling. 

Nærværende projekt incl. indretning af et center har været forelagt Wonderful Copenhagen, der har skrevet, at man har læst om projektet med interesse og ”At skabe og udvikle offentlige kulturelle frirum er ikke blot vigtigt for turismen, men også for lokalsamfundet og regionen. Derfor er Wonderful Copenhagen positiv over at se jeres engagement i projektet. Vi håbe derfor, at I får succes med jeres forehavende, således at Gurrehus kan komme til gavn for mange mennesker fra lokalområdet, såvel som regionen og resten af landet”. 

6.0 Overordnet idé.

Nationalparken er ikke kun natur, men også formidling og oplevelse.

Det er vigtigt at der fra starten udpeges nogle forskellige steder, hvor turister og besøgende kan få formidling af skovenes plante-, fugle-, fiske- og dyreliv samt de mange kulturspor landskabet og bygninger gemmer. ”Gurrehus” bør være et af disse oplevelses- og formidlingssteder samt danne udgangspunkt for gå- eller cykelture i omegnen.

Staldbygningen til Gurrehus ligger centralt i regionen og er velegnet til udstillinger, foredrag, skoleundervisning, spisehus med meget mere. 

Som et af vore mål ser vi en lille Nordsjællandsk pendant til det tidligere kongeslot Sofiero ved Helsingborg. Gurrehus og den omgivende natur kan bare meget mere blandt andet fortælle historier om:

 

  • Natur og dyreliv på landjorden
  • Skovsøen og EU-habitatområde.
  •  Middelalder og arkæologi
  •  Kongernes Nordsjælland
  •  Digternes Nordsjælland
  •  Gurrehus’ og egnens historie

 Natur og dyreliv.

 Lige udenfor Gurrehus og Herskabsstalden ligger Gurre Sø og de våde og sumpede engområder i den geologiske formation kaldet Alnarpdalen, hvorfor man her har en enestående muligheder for formidling af netop dette specielle landskab, fauna, fugle- og dyreliv, bæredygtig natur og Nationalparken Kongernes Nordsjælland

 Samtidig vil Herskabsstalden og dens cafe være et glimrende udgangspunkt for vandreture i landskabet 

 Skovsøen og EU-habitatområde.

 Gurre Sø ligger med sine 200 ha markant i landskabet omgivet mod nord og vest af ca. 1000 ha sammenhængende skovområde (Gurrre Vang, Horserød Hegn og nordvest for disse Risby Vang og Klosterris Hegn)

 Området inviterer til smukke vandringer. Fiskeriet er forpagtet og der har været bådudlejning. Friluftsaktiviteter og stisystemer bør udbygges.

 Gurre Sø nævnes i 1600-tallet blandt kongens fiskesøer, men i 1742 blev brugsretten til søen henlagt under Kronborg Geværfabrik i Hellebæk. Fra 1869 overtog staten atter brugsretten til søen og søbredden hele vejen rundt.

Søen får sit tilløb fra mange kilder og grøfter og afløbet finder sted mod vest gennem Gurre Å, hvor der i over 100 år har været stemmeværk. Gurre Søs vandspejl har været reguleret mange gange og dermed også kystlinjerne og øerne og holmene ude i søen.

 Gurre Sø er udpeget som EU habitatområde. Det betyder at søen i særlig grad skal beskyttes mod aktiviteter, der kan forringe søens tilstand.

 Om alt dette og mere til, kan man udstille og fortælle i Gurrehus, så besøgende kan få en bedre forståelse for søens liv og kredsløb. 

 Middelalder og arkæologi

 Som nærmeste nabo til ”Gurrehus” mod øst ligger Gurre Slotsruin, hvorfor Gurrehus er et velegnet sted for et Arkæologisk Center med fokus på de omfattende udgravninger omkring Gurre Slotsruin, hvor man har fundet flere store bygninger, kongeligt møntværksted, en bro, flotte vejanlæg og en teglovn samt resterne af en kirke, kaldet Sankt Jacobs Kapel. 

 På Gurrehus kan middelalderen således ses lige uden for døren og samme historie kan fortælles og udbygges inde i bygningen med foredrag, skoleundervisning, drama og meget mere.

 Kongernes Nordsjælland.

Formidling om kongerne i Nordsjælland hører også naturligt hjemme på Gurrehus, da det var her, at man i begyndelsen af 1100-tallet - for ca.  900 år siden - opførte et solitært borgtårn.

 Det var denne borg som Valdemar Atterdag udbyggede i 1300-tallet og som udviklede sig til, at blive en af landets vigtigste kongeborge og magtcentre i over 150 år. Det var også her hans datter dronning Margrete den Første lagde spiren til den visionære Kalmar-union. 

 Digternes Nordsjælland.

 Få områder af Danmarks natur og fortid er så smukt og rigt beskrevet, som området omkring Gurre. Af forfattere og digtere skal blot nævens nogle få. H.C. Andersen, Søren Kirkegaard, Holger Drachmann, I.P. Jacobsen og Halfdan Rasmussen.

 Turister og besøgende kan vandre rundt i det smukke område og efterfølgende se skiftende særudstillinger om disse forfattere og baggrunden for, hvorfor netop Gurre var så omsværmet. 

 Mange af vores vigtigste nationale sagn og myter knytter sig da også til området. Mest kendt er nok sagnet om kong Valdemar, mordet på hans elskede frille Tove og ringen, der blev kastet i søen, da kongen kastede sin kærlighed til den, der havde ringen.

 

 stald2

 Staldbygnignen set fra lågen ind til Gurrehus hovedbygning 

 

 

Gurrehus’ og egnens historie.

 Selve bygningen Gurrehus har også sin spændende historie, som naturligvis bedst kan fortælles i selve bygningen via skiftende særudstillinger og tilhørende aktiviteter.

 Gurrehus har sine rødder tilbage til 1500-tallet, da selve slottet blev afløst af Krogen i Helsingør – det senere Kronborg, mens driften af landbruget blev flyttet til en ladegård kaldet Gurre Vangehus og Natstalden, der lå nogenlunde hvor Herskabsstalden nu ligger. 

Omkring 1720 ændredes navnet til ”Gurrehus” og var sæde for skovrideren til 1774, hvor Kongen stadig ejede ejendommen. Fra 1774 har en række forskellige ejere, hver med sin spændende historie, ejet Gurrehus. Frederik Tutein overtog ejendommen i 1880 og opførte det nye Gurrehus i hollandsk renæssance.

Da Prins Georg af Grækenland overtog ejendommen i 1914 blev bygningen udvidet og ombygget. Seneste ændring skete omkring 1966, da forsvaret føjede en uheldig tilbygning til hovedbygningen. Under Anden Verdenskrig holdt tyskerne til på Gurrehus og efter krigen Røde Kors og senere indrettede Forsvarsministeriet kursusejendom på ejendommen.

Alle disse historier – sket i selve området - skal naturligvis formidles og indgå i et aktivt undervisningsforløb, ligesom historierne om landsbyen, skovene og omegnen naturligt kan indgå heri.

Ligeledes vil det være et oplagt sted at vise ­-og skabe overblik- over Nordsjællands historiske borge og slotte. I Gurrehus kan der således opstilles modeller af Gurre Slot, Asserbo Slot, Søborg Slot, Frederiksborg Slot, Fredensborg slot og Kronborg Slot. 
 

7.0 Gurrehus skal samarbejde med andre.

Det er ikke tanken, at Gurrehus skal være det eneste center, men skal samarbejde med f.eks. Esrum Kloster. Hvor Gurre fortæller kongernes, malerens og digternes historie fortæller Esrum Kloster munkenes og den religiøse historie før reformationen. De to steder er også omgivet af forskellige naturtyper, hvorfor vandreture, undervisning og naturudstillinger også vil være forskellige og derfor supplerer hinanden. Kort sagt, man skal konkurrere på den sunde måde, så der skabes synergi. 

Flere andre steder kan også indgå som spise- og formidlingssteder. I Nationalparkens østlige landskabskorridor kan udover Gurrehus f.eks. nævnes Naturcentret Nyruphus, Hellebæk Kohave, Flynderupgård og Hammermøllen, der alle har hver sin funktion og sit speciale. 

staklade

 Den renoverede staklade ligger kun få hundrede meter fra stalden og kan evt. indgå som del af det østlige center for nationalparken kongernes Nordsjælland.
Ladebygningen ejes af skov- og naturstyrelsen