Sagt og skrevet om Ewaldsparken

 
 

Den boldglade dreng Anders fra Stokholmsvej og hans kammerater omkring Ewaldsparken er atter glade, da de nu kan genoptage boldspil til de 2 mål i den lille park. Problemet var, som omtalt i sidste nummer af Borgerbladet, at kommunens parkafdeling havde fjernet de 2 mål næsten 1,5 år tidligere.

8- årige Anders klagede derfor i sommer sin nød til B&G´s bestyrelse og vi kvitterede med, at bringe en efterlysning i Borgerbladet. Om det skyldtes vores efterlysning eller, om det tilfældigt var en del af den kommunale planlægning, må stå hen i det uvisse. Bestyrelsen  nøjes med at glæde os over miraklet og vi skal hermed, på de boldglade menneskers vegne, takke parkafdeling for en flot slutspurt.

Ewaldsparken nu med legehus og en skæv mindesten
Lidt om hvad der er sket siden indvielsen i 2005, hvor Ewaldsparken som bekendt blev omlagt og renoveret samt fik det officielle navn Ewaldsparken, hvor den før bare blev kaldt anlægget.

  

Allerede under planlægningen i 2004 blev det besluttet, at der i parkens sydvestlige hjørne skulle være et sandareal med nogle store sten samt et par legeredskaber og et legehus. Af ukendte grunde blev legehuset og redskaberne aldrig sat op inden indvielsen i 2005.  


Et gammelt ordsprog siger ”bedre sent end aldrig” og det gælder også her, for i slutningen af 2007 blev der opsat et fint legehus af træbrædder og en lille balancebom for de mindre børn. Til stadsgartnerens ros skal endda siges, at nyanskaffelserne er i en god kvalitet. Desværre ses denne del af parken sjældent benyttet af de småbørnsfamilier området var tiltænkt. 

Parkens mest populære areal er nok den lille boldbane med de flytbare mål. Ja boldbanen benyttes så flittigt, at græsset efter et par år var helt nedslidt, så Kommunens parkafdeling i efteråret 2007 så sig nødsaget til at så nyt græs og ved samme lejlighed, at køre de små mål i depot. 

Det var for så vidt godt nok, men de små flytbare mål blev ikke genopstillet til stor sorg for områdets boldglade ungdom.

I Borgerbladet bragte vi i juni 2008 en efterlysning om den målløse boldbane og miraklet skete. Samme dag eller dagen efter bladets udgivelse stod målene atter på deres plads, så de boldglade atter kan spille til 2 mål. Stor tak til parkafdelingen for deres hurtighed og lydhørhed.

Beplantningen ved Pergolaen har det ikke så godt, ja faktisk er en del gået ud. Parkafdelingen ville ikke genplante, da man mente, at man havde aftalt at Ewaldvejens Vejlaug skulle male pergolaen. Parterne var dog ikke helt enige om dette, men malet blev den dog og dette for mindst et halvt år siden. Men der er i skrivende stund ikke foretaget nyplantninger ved pergolaen. Vi venter spændt.

Der er også et andet problem. Endnu i småtingsafdelingen, men det kan vokse. Problemet er, at Ewaldstenen er begyndt at hælde. Endnu kun ganske lidt til venstre, men nok til at øjet fanger det.

Desværre kan det ikke undre, at mindestenen for Johannes Ewald er begyndt at stå en smule skævt. Jeg var selv til stede, da stenen med en kran blev stillet på sin nuværende plads i 2005. Kommunens folk havde glemt, at den skulle stå på en lille forhøjning og man havde glemt at stabilt grus skal stampes med en pladevibrator. Mens det store monument dinglede i sin strop, skovlede kommunens folk i hast lidt jord op til den lille høj og sænkede stenen incl. sokkel ned i den løse muldjord.

Den lidt skødesløse understøtning blev påtalt, men desværre ikke ændret. Nu 3 år senere kan vi se den første skævhed og må forvente, at denne langsomt forværres. Nej så galt går det heldigvis ikke, da stadsgartnerens folk nok snart får foretaget en effektiv stabilisering. 

 

Ewaldsparken, ny park i Espergærde indviet 2005

alt

Ewaldsparken ligger på hjørnet af Ewaldsvej og Stokholmsvej i Espergærde
Der var oprindeligt et nedslidt grønt område på stedet, som i 2004 blev grundigt molesteret i forbindelse med etablering af et kommunalt overløbsbassin.

Foreningen tog derfor i 2004 initiativ til at området blev forbedret og omdøbt til Ewaldsparken. Udover B&G deltog blandt andet Ewaldvejens Vejlaug og Historisk Forening for Espergærde og Omegn i den nedsatte arbejdsgruppe.

Selv om der blevet lavet flere aftaler med stadsgartnerens afdeling, lavede kommunen flere fejl og forringelser, hvilket parken desværre i dag stadig lider under. Området er dog bedre og smukkere end før 2004.

År 2005
Ewaldsparken blev under stor festivals indviet den 25. juni 2005.

alt

Den lille nye park er opdelt i en stille afdeling med mindestenen for digteren Johannes Ewald og har fået pergola, bænke og en petanquebane mod nord. Mod syd er et legeområde, boldbane m.m. etableret.

Mindestenen er opstillet i 1943 næsten helt ude mod vejen, men er blevet rykket længere tilbage i 2005 og samtidig blevet hævet på en lille jordhøj omkranset af marksten. I øvrigt marksten Foreningen har doneret og lagt, da kommunen pludselig meddelte, at det havde de ikke råd til.

Foreningen har også betalt og ladet de 2 nye bænke opsætte ved Ewalds mindesten. B&G har ligeledes bekostet de 2 messingskilte på Karl-Ottos og meylings bænke til ære for kunstneren af mindestenen Karl-Otto og idémanden til, at mindestenen i 1943 blev rejst af kommunelærer Arne Meyling

År 2006
Kommunen vedligeholder kun parkområdet nødtørftigt og det meste af den nye beplantningen ved pergolaen dør ud, da der ikke bliver gødet og vandet.

År 2007
I april og maj 2007 drøfter Vejlauget og B&G parkens manglende pleje og andre forhold og sender brev til kommunen om dette med anmodning om møde på stedet, så området kan forbedres.

 


 

Teknisk Forvaltning                                                                                                    

Mørdrupvej 15

3060 Espergærde

Att. Stadsgartner Chr. Vang Christensen

Espergærde 05.05.2007

Sag: Ewaldsparken, Espergærde

 

 

Repræsentanter fra Borger- og Grundejerforeningen og Ewalds Vejlaug har i april 2007 drøftet forholdene i Ewaldsparken og foreslår, at vi snarest muligt holder et møde, hvor vi bl. a. har følgende emner, vi gerne vil drøfte:

  1. Beplantningen ved pergolaen er delvis gået ud, og der blev plantet forskellige planter og ikke roser, som oprindeligt aftalt. Vi så gerne, at der blev udplantet ens roser ved alle stolper og øvrige planter fjernes.
  2. Kanter omkring petanque banen var med i det oprindelige projekt, men er aldrig udført.
  3. Oprindeligt blev aftalt bark eller flis på legearealet, men i stedet blev udlagt sand, som kattene hygger sig i på bekostning af de mindre børn.
  4. Oprindeligt blev aftalt at store sten og træstammer skulle ligge skulpturelt. Sten blev i stedet lagt som en bålplads og stammer lidt tilfældigt. I øvrigt er aftalte natur legeredskaber aldrig opsat.
  5. Private bilejere parkerer desværre biler på græsrabatten ind mod parken, hvorfor denne er opkørt. Medvirkende har også været efterfølgende kabelarbejder på vejen. Græsrabatter foreslås retableret ligesom der bør udlægges nogle sten, der forhindrer parkering. Endvidere foreslås en form for afspærring, så flisearealet ved indkørslen ikke frister til privat parkering, hvilket jævnligt ses i indkørslen.
  6. Beplantning mellem den lave del og den høje del af parken blev aftalt beskåret. Stadsgartneren oplyste, at det først ville ske i vinterhalvåret. Dette er aldrig sket.

 

Venlig hilsen
Borger- og Grundejerforeningen for Espergærde og Snekkersten m.v.

v/ formand Mogens Aarsleff Hansen, Strandvejen 175, 3060 Espergærde

 

 

Ewalds Vejlaug
v/ formand Morten Salgaard Voss, Ewaldsvej 10, 3060 Espergærde

I samarbejde med Morten Salgaard Voss (formand for Ewalds Vejlaug) er vedhæftede brev d.d. afleveret i postkassen på Teknisk Forvaltning.