Sagt og skrevet om Skotteruphus

   
   

Boligministeriets dokument :

Ejendommen "Skotteruphus" er opført i 1907 af bygherre grosserer Andreas Rudolf Petersen.

Ejendommen består af flere bygninger og murværk, der binder anlægget sammen. Det er dog især de 2 største bygninger der dominerer, hvor det mindste ud mod vejen er opført i bindingsværk og hvidpudsede tegl. Det største - hovedhuset - har hvide facader og et stejlt, afvalmet tag belagt med røde tegl og 2 symmetrisk placerede skorstene. Hovedbygningen ligger skråt i forhold til Strandvejen, hvilket giver et ekstra og charmerende særpræg.

 

 

I 1954 købte Elly Margrethe Jensen ejendommen. Hun havde allerede 2 år tidligere i 1952 havde købt bygningen overfor på landsiden af Strandvejen, som nu fungerer som Beredskabsstyrelsens kursusejendom. Bygningen på landsiden (nu total ombygget og udvidet) er oprindelig opført til bolig og pensionat for en svensk håndskomager, Frands August Forsberg, der købte arealet i 1897. Forsberg drev stedet som pensionat under navnet "Ørenæs" frem til 2. verdenskrig, hvor besættelsesmagten beslaglagde bygningerne.

I årende efter 1954 blev ejendommen på landsiden ombygget til hotel og navnet ændredes da til "Hotel Mirasol", da man frygtede at navnet "Ørenæs" ikke kunne udtales af udlændinge. "Mirasol" er spansk og betyder i øvrigt solsikke. Samtidig indlemmedes "Skotteruphus" på vandsiden i hotelkomplekset og blev dermed i de følgende tre år en del af det samlede hotelkompleks "Mirasol".

Da "Civilforsvarets Højskole" blev indrettet i det tidligere hotel i 1957 skete det under navnet "Civilforsvarets Højskole"  og ikke Mirasol. Skolens primære opgave var at uddanne ledere fra landets civilforsvar. Årsagen til, at skolen ikke kunne ligge i København var, at man ville sikre sig, at hovedstadens fristelser ikke skulle virke for dragende på kursisterne.
I 1988 ændredes navnet på højskolen til "Beredskabsstyrelsens Højskole" - og i 2001 frasælges ejendommene på vandsiden, idet højskolen ikke længere har brug for så store bygninger. Skotteruphus og de tomme grunde på vandsiden købtes da af "Stenholm Properties A/S", der i 2003 solgte selve Skotteruphus til "Bostedet Skotteruphus". Stenholm Properties A/S beholdt imidlertid de ubebyggede grunde og har siden da kørt tre retssager for at få lov at bebygge disse. Den sidste af disse har overraskende givet ejeren ret til at bebygge grundene - uanset, at det i 1974 var et klart vilkår, at de aldrig måtte bebygges.

En manglende tinglysning af en klar aftale i 1974 vil måske betyde, at danskerne mister et stykke smuk natur. Samtidig har vi fået en dom, som mange føler er på tynd juridisk is.

 

Syd for bostedet "Skotteruphus", der i en kort periode i 50'erne var kendt under navnet "Mirasol", ligger den ubebyggede og parklignende grund, som i dag sikrer, at offentligheden har udsyn over Øresund. Samtidig fremtræder bygningen med sin solitære beliggenhed smukt ind i områdets æstetik og står som et ”landmark” med sit bindingsværk, sine hvide mure og røde stejle tegltag. 

Ejeren vil desværre sælge grunden, så der kan bygges og tjenes penge. Taberne bliver selvfølgelig naturen og Danmark, der igen risikerer, at miste en smuk kyststrækning og en herlighed, som både de lokale og mange turister sætter pris på.


Såfremt ejeren får lov at bygge, er det samtidig lidt af en juridisk rævekage, da Helsingør Kommune i 1974 med Civilforsvarsstyrelsen aftalte, at de fik lov til at overbebygge grunden på landsiden - Civilforsvarets kursusejendom - mod til gengæld at holde grundene på vandsiden med den daværende parklignende have fri for byggeri. Denne aftale blev meddelt af Boligministeriet til Helsingør Kommune i 1974, men Helsingør Byråd glemte tilsyneladende at få den tinglyst. Denne forglemmelse synes at være hovedårsagen til, at vi nu risikerer at få ødelagt et stykke Danmark. Kommunen har således ikke været for dygtige, men ejeren indtil 2001, statens ejendomsselskab "Freja" sælger tilsyneladende uden at meddele de nuværende ejere, at der ikke må bygges på grundene. Ejeren, "Stenholm Properties A/S" går herefter ind i den ene retssag efter den anden for at kunne tjene penge og er fuldkommen ligeglade med vores fælles herlighedsværdier - ligesom "Freja" tilsyneladende var i 2001.

Trods den omtalte skrivelse fra Boligministeriet, så har Østre Landsret overraskende og efter mange års juridisk slagsmål mellem ejeren og kommunen valgt at give "Stenholm Properties A/S" ret til at bygge på stedet. Østre Landsret skal kun se på den rene jura, og aftaler der ikke er tinglyste, er tilsyneladende ikke juridiske bindende. Og os som troede, at en skriftlig aftale var bindende, har nu fået en kedelig belæring i real jura.
 

Espergærde Byforening mener sammen med mange andre, at dommen ikke er rimelig og vil i samarbejde med andre foreninger opfordre kommunen og ALLE andre til at få afgørelsen ændret, så en bebyggelse på dette unikke sted forhindres og at oprindelige aftaler overholdes.

  

En manglende tinglysning af en klar aftale i 1974 vil måske betyde, at Helsingør kommune taber en langvarig retssag og danskerne mister et stykke smuk natur. Skurken er Helsingør Byråd i 1974, der ikke overholdt sin forpligtelse samt sælgeren af ejendommen i 2001, nemlig statens ejendomsselskab Freja, der tilsyneladende har solgt ejendommen uden at fortælle, at der ikke måtte bygges på den.
 

 

Ejendommen kaldes af mange fejlagtigt for Mirasol, men har faktisk fået sit oprindelige navn ”Skotteruphus” tilbage og huser i dag bostedet ”Skotteruphus”. Den smukke ejendom fra 1907 er beliggende syd for Stejlepladsen i Skotterup og har en stor parklignende have, der efter mange års juridisk tovtrækkeri måske bliver ødelagt af en kommende bebyggelse.
Ejeren statens ejendomsselskab Freja vil sælge grunden, så der kan bygges og tjenes ussel mammon. Østre Landsret har i juni 2010, efter flere års retssager overraskende valgt at give ejeren af den store grund ved Skotteruphus ret til at bygge på stedet.

Taberne er selvfølgelig naturen (Strandvejsrapporten), befolkningen og vores turister, da vi igen risikerer at miste en smuk kyststrækning og endnu et ”kig” ud over Øresund spoleres. Og dette med statens velsignelse.  

Espergærde Byforening mener sammen med mange andre, at dommen ikke er rimelig og skal opfordre alle til at få afgørelsen ændret, så en bebyggelse på dette unikke sted forhindres og at oprindelige aftaler overholdes. 

Kommunen taber afgørende retssag om omstridt Strandvejs-byggegrund

Dette var den malende overskrift i Dagbladet den 18. juni, hvor Dagbladets konklusion var, at politikerne i kommunen beholder kronerne i kommunekassen. Denne konklusion var begrundet i, at Per Tærsbøl proklamerede, at lovgivningen har overhalet os indenom. Derfor støtter, Per Tærsbøl nu, at man skal kaste håndklædet i ringen og undlader at anke den trufne landsretsafgørelse.

Politikerne i Helsingør Kommune må vel snart have lært, at staten ikke er det samme, som en lokal myndighed. Staten er i den moderne administrative udgave at betragte som enhver anden spekulant, der rask væk løber fra alle tidligere aftaler. Først Meulenborgskoven og nu Mirasol etc. Så derfor bør kommune gå ganske rask efter Højesteret. I stedet for at økonomiudvalget opgiver sin selvfølgelige poliske ret til handling, skal foreningen By og Land, opfordre Helsingør Kommune til at sende kommunens yngste studentermedhjælp ind på Rigsarkivet, for at få fat i sagen om Civilforsvarets udbygning af kursusejendomme.

Alle Den Kommitteredes og Planstyrelsens dispensationssager og sagsakter findes i Rigsarkivet.

 

 

I sin tid da kommunen gav civilforsvaret ret til overbygning af grunden i skoven, mod at friholde Marisolgrunden for al fremtidig bebyggelse, kunne kommunen ikke gøre dette alene. Der var en lang række offentlige instanser involveret i denne dispensation og byggetilladelse. Eksempelvis var Friluftsrådet impliceret i sagen om overbebyggelse sammen med afdelingschef i Boligministeriet Vagn Rud Nielsen samt Den Kommitterede, Edmund Hansen.

Derfor blev der i sin tid ikke lavet en byplanvedtægt (i dag lokalplan), fordi staten selvfølgelig ville overholde alle sine aftaler med anden offentlig myndighed. Det var også i denne sammenhæng, at den store skov - parkeringsplads blev oprettet.

Der er ud over genparter i kommunens eget byggesagsarkiv, også mange officielle skrivelser, i rigsarkivet, der kan belyse denne sag retligt. Kommune kan roligt, i stedet for at stikke hovedet i busken, klare frisag med henvisning til alle tidligere aftaler.

 

- dels ved at søge om fri proces om indbringelse af sagen mod staten for Højesteret,

- dels ved at påbegynde udarbejdelse af en lokalplan for området

 

Og endelig, hvis det senere skulle give kontroverser om erstatning, kan man jo hjælpe den stakkels grundejer med en erstatningssag mod statens ejendomsselskab, der har solgt grunden.

Derfor stiller BY & LAND Helsingør, et åbent spørgsmål til Byrådet: ”Hvornår lære I, at statens ejendomsselskab Freja skal man holde i en meget kort og stram snor.” Hold nu bare tungen lige i munde og lad ikke Per Tærsbøls defaitisme bringe det samlede økonomiudvalg ud på en moralsk glidebane, hvor man opgiver sin ret for at kunne beholde pengene i kommunekassen. En moderne kommunal forvaltning, bør ikke kunne sammenlignes med et kræmmermarked, hvor alle kan snyde på vægten. Lav nu den nødvendige lokalplan og start en erstatnings sag overfor staten.

Jens Kirkegaard
Formand for bestyrelsen i BY & LAND Helsingør.