Af Kjeld Damgaard
Kun få år efter Kystbanens anlæggelse og Snekkersten og Espergærde Stationers oprettelse i 1897 var området blevet så attraktivt, at der var opstået to helt ny byer i området langs med kysten. Det var primært grundene tæt på stranden, der først blev bebygget, og selvom disse nye bebyggelser ofte kun blev brugt til beboelse i sommermånederne, så voksede ønskerne om bedre og mere moderne forhold.
Dette er fortællingen om hvorledes den daværende forening med navnet ”Gundejerforeningen for en Del af Tikjøb Kommune” oprettede samt drev en lang række af de faciliteter, som i dag opfattes som helt naturlige dele af den kommunale service.
Blandt de første ønsker var at få etableret en vandforsyning samt en gasforsyning, datidens bedste bud på en energikilde idet den kunne anvendes både til madlavning og belysning. Derfor nedsattes 1903 et udvalg, der skulle forberede indførelsen af disse to moderne goder, som landliggerne jo var vant til fra deres „byliv“.
Udvalget bestod af sagfører Valdemar Nielsen, direktør Osterhammel, tømrermester Mertins, fiskehandler Vilhelm Hansen og gårdejer Maurtizen. Efter at have forhandlet med bl.a. sognerådet og Det danske Gaskompagni indkaldte udvalget til et møde på hotel Gefion i Espergærde den 19. august 1904. Her blev det besluttet at søge en aftale med gaskompagniet, som ville etablere både vand- og gasforsyning.
Enkelte af de fremmødte var dog ikke helt sikre på om alle nu havde råd til begge luksus-goder. Således spurgte postholder Jonassen i Snekkersten om man kunne nøjes med enten gas eller vand. Svaret var at det var muligt, men at det nok hurtigt ville vise sig, at hvis begge dele var installeret, ville huslejen kunne sættes tilsvarende op.
Eller med andre ord: Det ville hurtigt vise sig at det var en god forretning og det ville hurtigt vise sig, at man ikke kunne udleje husene til sommergæsterne - uden disse moderne faciliteter.
Efter at denne sag var afsluttet foreslog udvalgets formand, sagfører Valdemar
Nielsen, at der skulle oprettes en grundejerforening for den del af Tikøb Kommune, som lå øst for Kongevejen.
Forslaget blev straks vedtaget og der valgtes en bestyrelse, bestående af sagfører
Valdemar Nielsen, Mørdrup Strandvang, tømrermester Nielsen-Kaas, Skotterup, gartner Th. Nielsen, Espergærde, gårdejer Mauritzen, Tibberup, fisker Rasmus Larsen,
Espergærde og malermester J. Rasmussen, Mørdrup Strandvang.
Dansk-Engelsk Gaskompagni begyndte sin virksomhed i Danmark med at anlægge et gasværk i Odense, men kort efter anlagde samme selskab et gasværk i Helsingør.
Selskabet, der nu kaldte sig „Det danske Gas Compagni“, startede i Helsingør i
1854, men først fra juli 1908 begyndte Helsingør Gasværk også at forsyne de sydlige dele af Tikøb Kommune med gas. To år senere udvidedes forsyningsområdet til også at omfatte østkysten af Asminderød-Grønholt Kommune.
Samtidig med gasforsyningen begyndte samme selskab også i 1908 at forsyne den sydlige del af Tikøb kommune med vand. Vandet blev dog ikke leveret fra
Helsingør, men fra et nyanlagt vandværk i Snekkersten. I 1907 var man således gået
i gang med bygningen af vandværket ved Rørtangvejen og DGC fik nu koncession på vandforsyningen i 35 år.
Det nye anlæg kunne yde 50 kubikmeter vand i timen, og for at klare forbruget blev der bygget en 300 kubikmeter stor tank på Stolbjerg Bakke på Borupgaards mark.
Senere - i 1918 - overtog man tillige det private andelsvandværk i Mørdrup – og dets vandbeholder på Galbjerg i Mørdrup. Også i Humlebæk byggedes en vandbeholder
m.h.p. at forsyne Humlebæk og Sletten.
DGC’s koncession udløb således i 1943 og den 1. januar 1944 overtog Tikøb Kommune driften af vandværket, idet Asminderød-Grønholt kommune etablerede eget vandværk i deres kommune.
Da der var blevet etableret en fast forsyning af gas til husstandene på Sydkysten, så kom snart også ønsket om en belysning af vejene i Snekkersten og Espergærde.
Det var jo Grundejerforeningen, som havde stået for etableringen af gasforsyningen, så det var derfor ikke unaturligt at det også var Grundejerforeningen, der startede med vejbelysningen.
På et bestyrelsesmøde den 25. januar 1908 besluttedes det at anmode om Sognerådets tilladelse til og accept af, at der blev etableret vejbelysning forskellige steder på Sydkysten. Først og fremmest ønskede man de to stationsveje belyste - altså dels Stationsvejen i Espergærde, d.v.s. Mørdrupvejens østligste del, og dels Stationsvejen i Snekkersten.
Men herudover pegede foreningen på yderligere en række andre stærkt trafikerede steder, hvor der burde sættes lamper. Det var hjørnet af Rørtangvejen (nuv. Klostermosevej) og Strandvejen, hjørnet af Stokholmsvej og Gefionsvej, to lygter på
Strandvejen ved „Villa Egebæksro“ samt en lygte ved Søbæksbro.
Tikøb Sogneraad stillede sig velvilligt til andragendet. Dog forlangte kommunen, at udgiften til driften, d.v.s. til gasforsyningen og til vedligholdelsen skulle deles mellem kommunen og grundejerforeningen, således at grundejerforeningen skulle betale 1/3 af udgiften.
Det var foreningen dog indstillet på, da det var bestyrelsens opfattelse, at det ville medvirke til, at flere landliggere ville tage ophold permanent i området – idet belysningen kun skulle være virksom i vintermånederne.
Men det sluttede naturligvis slet ikke med disse første 20 lamper. På snart sagt hvert eneste bestyrelsesmøde i de følgende mange år stod der gadelamper på dagsordenen.
Hvis det ikke var ansøgninger fra beboere om flere gadelamper, så var det problemer med at skaffe penge til at betale for herlighederne, eller også var det klager over, at de ikke blev tændt tidligt nok på dagen eller for sent på året.
I 1934 var det kommet dertil, at udgiften til vejbelysningen nu næsten androg halvdelen af foreningens årlige indtægt. Som en følge heraf rettede man henvendelse til Tikøb Sogneraad, der viste sig imødekommende og nedsatte foreningens betaling med ca 500 kr om året.
Det hjalp betydeligt på foreningens økonomi, men der skulle gå yderligere to år før foreningens trængsler var forbi. Først i sommeren 1936 skete der noget i sagen. Tikøb Sogneraad opsagde nemlig den overenskomst som Grundejerforeningen i sin tid havde indgået med Gasværket om levering af gas til lamperne. Med dags varsel blev gasforsyningen afbrudt og det var så meningen at der skulle etableres elektrisk belysning i stedet - vel at mærke 100 procent betalt af kommunen.
Imidlertid var den elektriske belysning endnu ikke på plads - grundejerne, der var vant til at klage til Grundejerforeningen over manglende belysning, overdyngede bestyrelsen med klager. Så selv da ansvaret for belysningen var væk, måtte bestyrelsen lægge ryg til mange klager.
Det var almindeligt kendt - og meget beklaget - at der i begyndelsen af 1900-tallet var tale om rene uhumskheder i grøfter, i søer, damme og i Øresund.
I februar 1908 tog Grundejerforeningen derfor initiativ til at gøre noget ved sagen,
bl.a. fordi man mente, at når man nu alligevel var ved at grave gas- og vandrør ned, så kunne man samtidig lige så godt lægge kloakrør ned.
Det var desuden foreningens opfattelse, at indlæggelsen af vandværksvand i mange huse ville forøge spildevandsmængden - og dermed forøge problemet. Der blev derfor udfærdiget en skrivelse til Tikøb Kommunes Sundhedskommission, og heri gjorde man opmærksom på de kritisable forhold, der var mange steder på Sydkysten. Man lagde bl.a. vægt på, at der gentagne gange havde været epidemiske sygdomme, „formentlig hidrørende fra de for haand-enværende mange Ansamlinger af forraadnet Spildevand.“
I Sognerådsmødet den 12. marts samme år behandledes spørgsmålet - og her blev det besluttet at nedsætte et udvalg til – i samarbejde med Grundejerforeningen – at se nærmere på sagen. Der blev efterfølgende holdt møder mellem parterne og sagen endte med, at sognerådet vedtog at udarbejde en kloakplan for først og fremmest
Espergærde og derpå også resten af Kyststrækningen.
En landvæsenskommission blev derfor nedsat og den afgav i juli 1910 sin kendelse.
Oprindeligt var det bestemt, at kloakeringen af Espergærde kun skulle omfatte et område afgrænset af Søbækken, Kystbanen, Egebækken og Øresund.
Imidlertid skulle yderligere 5 ejendomme i Skotterup og 11 ejendomme langs Mørdrupvejenvest for Kystbanen også inddrages.
De ejendomme, der skulle tilsluttes, skulle så hver især betale i forhold til deres ejendomsværdi gennem de næste 28 år. Imidlertid fremkom der indenfor de næste 13 år en hel del nye ejendomme indenfor kloakeringsområdet og desuden steg ejendomsvurderingerne jævnligt. I praksis betød det, at de enkelte grundejere blev opkrævet højere og højere kloakafgifter, selvom nogle havde betalt hele etableringsudgiften én gang for alle.
Det blev en række grundejere med bl.a. Martin Andersen Nexø, købmand Hans Petersen og overretssagfører Oluf Bay i spidsen ret harme over og med hjælp fra grundejerforeningen blev sagen overladt til en ny landvæsenskommission, idet forhandlinger om sagen med Tikøb Sogneråd ikke havde ført til noget.
Kommissionens kendelse gav grundejerne ret, dog blev det faste beløb sat noget højere end det beløb man fra Grundejerforeningens side havde ønsket.
Men ikke kun på kloakeringsområdet var grundejerforeningen dybt involveret i aktiviteter, som senere generationer betragter som naturlige kommunale opgaver. Også på renovationsområdet havde foreningen en væsentlig rolle.
Faktisk var det fra 1911 og gennem 35 år Grundejerforeningen, der sørgede for at der overhovedet var en skraldeordning på Sydkysten. Foreningen lejede således forskellige områder, som blev anvendt som lossepladser, og i den sammenhæng entrerede man så med en vognmand, der skulle hente skraldet.
Det gav igennem årene anledning til adskillige problemer for bestyrelsen. Ikke alle vognmændene var lige påpasselige med at få hentet skraldet - og klagerne væltede ind.
Et eksempel fra 1928 viser udmærket hvor svært det var at styre: Adjunkt Frederik Weilbach på Gydevej klagede i sommeren 1928 over, at statshusmand og vognmand J. Jørgensen ikke længere afhentede renovationen fra Weilbachs ejendom. Det var nu ikke så sært, for Jørgensen var død, og Grundejerforeningens bestyrelse havde i stedet entreret med vognmand Ludvig Petersen om af sørge for afhentningen. Ludvig Petersen kører da også til Weilbachs adresse, men træffer ikke Weilbach hjemme. Husets øvrige personale og tyende kendte ikke til renovation, som skulle bortkøres - hvorfor Petersen kører igen med uforrettet sag. Da Weilbach senere kommer hjem og opdager, at renovationen stadig ikke er hentet, skriver han straks et brev til Grundejerforeningen med meddelelse om øjeblikkelig udmeldelse af foreningen!
I efteråret 1930 rettede forfatteren Urban Gad, Tibberup henvendelse til foreningen og foreslog, at bortfjernelse af dagrenovation blev gjort til et kommunalt anliggende.
Bestyrelsen mente ikke, at det overhovedet nyttede, at rette henvendelse til kommunen om den sag - man var sikker på et afslag.
Fra den 1. april 1935 opsagde gårdejer Henning Jensen, Bybjerggaard, overenskomsten om lossepladsen på hans jord, og dermed optræder der ikke længere udgifter til renovation og lossepladser i foreningens arkiv.
Men det var ikke det eneste miljøproblem, som foreningen tog sig af. I årene fra 1908 forestod foreningen således også støvbekæmpelsen af vejene. Da vejene på den tid jo ikke var asfalterede, var der i sommerperioden en konstant støvplage, når især biler kørte på vejene. For at dæmpe dette støv kunne man enten køre clorcalcium på vejene eller vande dem. Og især vanding af vejene blev en væsentlig del af foreningens indsats på området. To gange om dagen blev Strandvejen fra Kronborg Teglgaard i nord til Babyloneskoven i syd vandet. Desuden vandedes Stationsvejen (nuv. Mørdrupvej) fra Strandvejen til stationen.
Vandingerne skete ved, at et par lokale vognmænd med en stor vandtønde på deres hestevogn kørte strækningen igennem to gange om dagen. Første gang skulle være mellem 5 og 10 om morgenen og anden gang mellem 3 og 8 om eftermiddagen.
Vandet skulle vognmændene tage fra vandopstandere langs vejen, og prisen var 40 øre pr. læs - d.v.s. 8-9 tønder vand.
Da Kystbanen blev bygget i 1897 var der ingen station i Espergærde. Kun ved hjælp af et vedvarende pres fra beboere, blev der i 1898 oprettet en holdeplads, hvor nogle toge gjorde holdt.
I oktober 1902 var beboerne atter i dialog med DSB for at få opgraderet billetsalgsstedet til en holdeplads. For at gøre dette forlanger DSB nu 1.100 kr af beboerne, men disse nægter at betale, da de allerede én gang har betalt og at det har vist sig at være en god forretning for DSB. Året efter redder Tikøb Sogneråd situationen og overtager vedligeholdelsen af vejen til billetsalgsstedet - som led i en aftale om at få en holdeplads.
I 1904 byggedes så den første del af den nuværende stationsbygning og der indrettes tillige telegrafstation i bygningen. Antallet af passagerer til og fra Espergærde
Holdeplads steg imidlertid kraftigt og i årene 1909-10 forhandlede DSB så igen med den lokale befolkning om en yderligere udvidelse - dennegang til station.
Nu var det ikke længere en privat komité, men derimod Grundejerforeningen, der forhandlede på beboernes vegne. Trafikministeriet ville imidlertid nu have 5.000 kr i tilskud for at ophøje holdepladsen til en fuldgyldig station med krydsnings- og omløbsspor samt diverse andre nye serviceområder.
Tikøb Sogneråd bevilgede nu 1.500 kr, medens det faktisk lykkedes at indsamle ca 5.000 kr blandt beboerne. Det var et beløb, der i dag ville svare til op imod 250.000 kr. Imidlertid kom DSB på nye tanker, da det viste sig at udgiften alt i alt ville løbe op i 69.000 kr. - så nu ville man have yderligere 5.000 kr. Nu sagde Grundejerforeningen imidlertid nej, men det betød at sagen trak en del ud, og først i 1917 kunne man tage to perronspor, et gennemkørselsspor, et læssespor med en læsserampe samt en perrontunnel i brug - og først nu i 1917 kunne Espergærde Holdeplads ændre sit navn til Espergærde Station.
Allerede tidligt i Grundejerforeningens historie fremsattes tanken om at opsætte bænke på forskellige steder på Sydkysten. Det ser ud til, at Egebæksvang var det første sted at foreningens opsatte bænke. I alle fald var der i sommeren 1910 opsat nogle bænke i Egebæksvang - og det var kun starten på en ordning, der skulle betyde meget arbejde for foreningens bestyrelse.
Selvom der af og til var private, der skænkede bænke til opsætning i foreningens område - som f.eks. grosserer P.L. Jørgensen, der i 1926 skænkede „Anders Tikjøbs Bænk“ til opsætning ved tolvstammeren - så var det hovedsageligt foreningens kasse, der skulle finansiere materialer, arbejdsløn, opsætning samt vedligeholdelse.
Ikke mindst sidstnævnte – vedligeholdelse - gav anledning til utallige problemer. Ikke mindst fordi antallet af bænke voksede markant. I sommeren 1931 havde foreningen således i alt 53 bænke, der skulle vedligeholdes og repareres. På generalforsamlingen i august 1935 sagde formanden: „Vi har anskaffet et par nye Bænke, men desværre lider Bænkene Overlast af løsgaaende Børn“!
I 1941 - hvor foreningen var kommet op på 75 bænke - omtalte formanden en bænk på hjørnet af Rørtangvej og Strandvejen, som foreningen havde placeret dér, bl.a. fordi der var et busstoppested. Ejeren af huset mente imidlertid at det var hans ejendom, og at bænken ikke måtte stå der. Så foreningen flyttede den, men ligeså snart det var sket, flyttede folk den tilbage igen til dens oprindelige sted!
I 1980’erne begyndte foreningen atter at opsætte nye bænke – de gamle var efterhånden gået til af ælde og der var kun en af de originale bænke tilbage. De nye bænke var designet af foreningens bestyrelsesmedlem Dan Hasløv. I dag har foreningen – delvist i samarbejde med andre foreninger – opsat 15 bænke.
Det var entreprenør Hans Olsen, der i 1933 foreslog, at der skulle skabes en ordentlig badestrand i Espergærde. Han fik straks opbakning af Grundejerforeningens daværende formand Maximilian Viale samt de øvrige bestyrelsesmedlemmer.
Indtil da havde der kun kunnet bades fra en forholdsvis smal sandstrand foran fiskernes stejleplads. Men i øvrigt havde „man“ hidtil foretrukket at bade fra badeanstalten, som siden 1901 hver sommer var blevet sat op ud for hotel Gefion i Espergærde.
Men efterhånden var specielt tangplagen syd for Espergærde Havn blevet så stor, at noget måtte gøres. Der blev så nedsat et udvalg med Hans Olsen som formand og en række repræsentanter for byens øvrige foreninger.
Udvalget fik udarbejdet et projekt til et parallelværk, der skulle slås ned et stykke uden for den gamle badestrand, og efterfølgende skulle der så pumpes sand ind bag parallelværket. Imidlertid skulle der jo bruges nogle penge, og derfor arrangeredes en folke- og strandfest i Espergærde i august 1933. Her var alle sejl sat til for opnå et pænt overskud til fordel for sagen. Der blev således arrangeret svømmeopvisning, kapsvømning, dansetelt, restaurationstelt, konditoritelt, bodega, tombola, skydetelt, keglebane, biografforestillinger, lotterier, strandpyjamas-konkurrence o.m.a.
På hotel Gefion fandt midnatskabaretten sted, og den blev en vældig succes med 400 tilskuere - stuvende fuldt. Her optrådte bl.a. Carl Schenstrøm („Fyrtaarnet“), Marguerite Viby, Olga Svendsen, Christian Arhoff og Hans W. Petersen. Samtlige kunstnere blev i øvrigt beværtet og indlogeret hos direktør Svend Nielsen på Flynderupgaard.
I 1934 gik arbejdet så i gang og allerede midt i juni samme år kunne den nye badestrand tages i brug af både de lokale og af landliggerne. Allerede inden den officielle indvielse midt i juli talte den lokale presse om en succes, idet der var lige så meget liv på den nye strand i Espergærde som på stranden ved Julebæk.
