Projektørlysene på Hovvej koster os dyrt

Som omtalt i Frederiksborg Amtsavis mandag 19 februar, er Triumph-byggeriets projektør-oplysning af Hovvej til gene for beboere, naboer og øvrige borgere. Efter forgæves henvendelser til ejendomsselskabet Balder, har Espergærde Byforening derfor været nødsaget til at bede kommunen om at få Balder til at overholde lokalplanen: På veje og stier skal der være ”lav parkbelysning”, og belysningen må ”ikke være blændende”.

Efter fire måneders sagsbehandling med 15-20 mail, foreslår kommunen, om ikke Byforeningen og Balder kan løse sagen selv?

Byforeningen har allerede for mere end et halvt år siden forgæves søgt venlig dialog med Balder. Det var jo årsagen til, at Byforeningen måtte bede kommunen om at sikre overholdelse af lokalplanen. Så kommunen må afgøre det simple spørgsmål, som Byforeningen bad om for mere end fire måneder siden: Vil kommunen sikre overholdelse af lokalplanens bestemmelser?

Kommunens afgørelse må også indeholde en stillingtagen til lokalplanens ordlyd: Er det ”lav parkbelysning”, blot det er mindre end i 4 meters højde? Eller det mere nærliggende, at belysningen generelt må være i 4 meters højde, men i lokalplanens område 1 og 2 skal belysning af veje og stier være ”lav parkbelysning”?

Allerede i mail af 29.09.2023 skriver Balder til kommunen: Hvis projektet ikke ”lever op til lokalplanens bestemmelser”, vil vi  (Balder) ”undersøge løsninger”. Så vi venter alle på kommunens afgørelse.

Først med Frederiksborg Amtsavis’ interesse for sagen udtaler afdelingslederen, ”vi (er) tilbage i sagsbehandlingssporet, hvor der skal træffes en gennemarbejdet og korrekt administrativ afgørelse, der bygger på information fra begge parter.”

Kommunens ikke-afgørelse med 15-20 mails koster mange arbejdstimer for kommunens medarbejdere og dermed skattekroner. Det aktualiserer spørgsmålet om vi i Helsingør kommune har en effektiv administration?

Og så er der endnu ikke brugt tid på at besvare de simple spørgsmål: Hvornår forventer kommunen at træffe afgørelse?Hvilken tidsfrist har kommunen givet bygherre/ejer til at besvare kommunens høring? Endsige rettidigt imødekommet anmodning om aktindsigt.

Det koster også Balder arbejdstid til medarbejdere. (Byforeningens folk arbejder gratis.) Så man kan næppe heller kalde det ”erhvervsvenligt”.

Imens er Triumph-bebyggelsens beboere, naboer og øvrige borgere stadig generet af belysningen.

Vil du have indflydelse?

Hvis du også gerne vil være med til at skabe en bedre by i fremtiden, så er det aldrig for sent at melde sig ind i byforeningen!
BLIV MEDLEM