Informationsmøde om HH tunnelen

4 november 2019 blev der afholdt et informationsmøde om HH tunnelen på Espergærde Gymnasium

4/11 samledes borgerne i Espergærde og det øvrige Helsingør kommune for at blive klogere på en skitseret motorvejs- og jernbanetunnel til Helsingborg.

Måske den største omvæltning for kommunens borgere i de næste hundrede år. Borgermødet har deltagelse af ikke mindre end to folketingsmedlemmer, som begge har gået på Helsingør Gymnasium; den lokal valgte Henrik Møller (S) og tidligere erhvervs- og vækstminister og udenrigsminister Martin Lidegaard (R). Vejdirektoratet og Helsingør Turistråd vil også gøre os klogere.

Uheldigvis er byrådets medlemmer samlet på rådhuset til et udskudt byråds- og budgetmøde.

På samme møde skal byrådet ironisk nok tage stilling til det største byggeprojekt i Espergærde, siden man byggede Espergærdecentret og hele den hvide by med både rækkehuse og etagebyggeri. Byrådet vil give tilladelse til etablering af mere end 700 boliger i Espergærdes industrikvarter. Sagen har været behandlet i Byrådets byplanudvalg og økonomiudvalg, og må nærmest anses for at være klappet af. Det bliver et meget højt og meget tæt byggeri. Havde man fulgt den hidtidige kommuneplan, havde man kun kunne bygge det halve antal boliger.

Vi må dog håbe, at vores politikere på et enkelt punkt besinder sig i sidste øjeblik. Ganske få meter fra den gennemkørende Hovvej har man tænkt sig at give tilladelse til, at der rejses boliger i fire etager. Det bliver meget stort og ikke et godt sted at bo.

I Espergærde har man de seneste år givet tilladelse til flere uheldige byggerier: Esperhave, hvor beboere kan kikke lige ned i naboers haver, Nørremarken overfor Mørdrup kirke, hvor forbipasserende kan følge TV-programmerne i stuerne, og sidst men ikke mindst overfor Espergærde station med boliger helt ud på fortovet.

Det samme er man nu ved at give tilladelse til på Hovvej, blot en etage højere.

Så kære byrådspolitikere: Få nu de nye byggerier i industrikvarteret trukket tilbage fra vejkanten på Hovvej og få det ned i maksimalt samme højde som i Rugmarken overfor.

Imens går borgerne til møde om HH-projektet på Espergærde Gymnasium kl. 19.00.

Allerede om et par år kan tunnelbyggeriet være i gang og måske stå færdigt i 2035.

Vil du have indflydelse?

Hvis du også gerne vil være med til at skabe en bedre by i fremtiden, så er det aldrig for sent at melde sig ind i byforeningen!
BLIV MEDLEM