af Kjeld Damgaard
By- Plan og Miljøudvalget skal nu tage endelig stilling til nedrivningen af villa ”Søholt” på Strandvejen 127 i Skotterup. Et flertal har tidligere tilkendegivet, at huset er nedslidt og ikke kan renoveres.
Men det er et meget tyndt grundlag politikerne har taget deres beslutning på. Der mangler en professionel og grundig gennemgang af bygningen. Og her mener jeg, at der forud for enhver beslutning af denne art bør foreligge en rapport udarbejdet af fagfolk, der kan vurdere en nedrivningsansøgning og ikke mindst gennemskue om en bygning rent faktisk er nedslidt eller ej.
I dette tilfælde er beslutningen taget af en række politikere på grundlag af en vurdering foretaget af en kommunal embedsmands syn af bygningen – stående på Strandvejen!!! Politikerne har muligvis også været forbi og kigget ind. Men ærligt talt – det har politikerne næppe tilstrækkeligt indsigt til at kunne bedømme. Det ville de have, hvis de var bygningshåndværkere, arkitekter eller lignende. Men det kan og skal politikere ikke nødvendigvis være for at sidde i byrådet. Til gengæld skal de kende deres egne begrænsninger.
Endvidere bør der også foreligge en kulturhistorisk/arkitektonisk rapport, der sætter ejendommen ind i en sammenhæng med lokalhistorien, personalhistorien, arkitekturen og det lokale kulturmiljø. Det vil give politikerne en rigtig baggrund for at træffe en beslutning. Eksempelvis er ”Søholt” ikke opført i 1920, men i 1894 og ejendommen indgår faktisk i det samlede kulturmiljø i området, fordi den er opført af samme bygherre som flere andre huse i Skotterup.
Som grundlag for en afgørelse har politikerne i stedet lagt til grund en til lejligheden købt rapport, som næppe kan siges at være uvildig. Rapporten er nemlig udarbejdet af ”Kuben Management” – et firma, der lever af byudvikling, bygherrerådgivning samt nybyggeri – og som er betalt af de nye ejere af ejendommen!
Og lad mig så tilføje, at køberne af ejendommen jo har købt ejendommen flere millioner under det huset - med den placering - burde havde kostet. Altså vidste de nye ejere, at ejendommen var dårligt vedligeholdt på forhånd – og har alene købt den fordi de ”regnede” med, at de uden videre kunne få lov at nedrive den.
På baggrund af denne sag – og andre lignende ”møgsager” – vil jeg derfor foreslå, at vende disse sager ”på hovedet”. I praksis betyder det, at det fremover skal være en vedtaget fast politik, at ingen bygninger klassificeret med SAVE-værdi 3-4 må nedrives. Og i undtagelsestilfælde skal en nedrivningssag kun kunne behandles politisk, såfremt der foreligger en professionel og uvildig byggeteknisk rapport samt et kulturhistorisk notat. Det vil betyde, at ingen købere kan være uvidende om, at en nedrivningstilladelse ikke blot er en ekspeditionssag. Samtidig vil det også fjerne incitamentet til at lade en ejendom forfalde.
Og som tidligere Jan Schøtt-Petersen har påpeget, så undgår udvalget, at skulle tage det uheldige valg mellem en ”gratis” nedrivning eller en dyr lokalplan.
