Cirkuspladsen i overhængende fare!
Uden forudgående varsel, barslede Helsingør Kommunes Social- og Sundhedsudvalg med en ny plan, der med et slag ændrer Espergærdes ansigt.
Selvom byrådets egen kommuneplan udlægger Cirkuspladsen til bypark, så har der i udvalget og byrådet været stor opbakning til at stryge de hidtidig vedtagne planer og se stort på at der her er tale om et areal, som langt de fleste Espergærde-borgere har frydet sig over lå ubebygget hen.
Salamimetoden
Byggeri på Cirkuspladsen kan ikke alene give nogle æstetiske problemer i forbindelse med Mørdrup Kirkes arkitektur samt problemer med SFOens manglende udenomsplads, men forslaget vil indebære, at de kreative forslag, der har været fremsat om etablering af skøjtebane, kælkebakke, beplantning m.v. på arealet umuligt kan realiseres i al fald såfremt, der også fremtidigt skal være plads til cirkustelte. Salamimetoden er blevet anvendt mange gange i Helsingør Kommune. Vi tager kun et lille stykke lover byrådet resten freder vi!
Alternativerne
Udvalget og Socialdemokratiet bør da kunne se de åbenlyse alternative muligheder. Efterhånden som området ved Fredensvej er blevet brugt til diverse projekter, så vil det være nærliggende at placere et plejehjem i Villa Helle, samt på arealet ved Erna Hagemanns Vej og ned til dagcenter Oasen. De nuværende funktioner i Villa Helle kan placeres et hvilket som helst anden sted og med plejehjemmets placering ved Fredensvej opnår man en god nærhed til center, station m.v. Tilmed kan man tilknytte de nuværende ældreboliger på Søbækgaard Avlsgaards område til plejehjemmet.
Hvad med fremtiden?
Fastholdelsen af cirkuspladsen som et sammenhængende grønt område (bypark) skal også ses i et langt tidsperspektiv. Om 50 år vil Espergærde være endnu større både i areal og fortætning af eksisterende bebyggede områder. Derfor er det vigtigt at fastholde den nuværende kommuneplan, så der midt i byen kan etableres en Central Park, for at byen Espergærde ikke blot skal være et stort bebygget areal.
Andre byer arbejder bevidst med indplacering af attraktive grønne pladser og parker, da man der for længst har set de byplanmæssige og trivselsmæssige perspektiver.
Den manglende debat
En sådan debat har byrådet undladt at rejse vedr. Cirkuspladsen, og nu er debatten nærmest blevet affærdiget på forhånd, da man jo som bekendt kun sjældent opnår væsentlige ændringer i de lokalplanforslag som byrådet vedtager.
At der faktisk også er adskillige naboer og andre, der kan føle sig snydt, er yderligere benzin på bålet. Eksempelvis må det virke besynderligt for ledelsen af SFOen ved Mørdrupskolen, at de nu bliver overhalet indenom af et forslag, som de aldrig har hørt om før.
Kan ikke tåle at se ubebyggede arealer
Helsingør Byråd kan tilsyneladende ikke tåle at se ubebyggede områder. Hver gang B&G og andre har påpeget, at bebyggelse af et grønt område betyder at det ødelægges for altid, så har byrådets flertal og dets tilhængere sagt, at det kan da ikke betyde så meget, når der er det store grønne område ved Mørdrupskolen. Den undskyldning blev brugt da Søbækparken blev bebygget - og den blev brugt da Gartnergrunden og Villa Helle blev bebygget. Og nu påstår man, at det da ikke kan betyde noget at tage et stykke af arealet, der er jo stadig halvdelen tilbage!
- Lige indtil det også bliver bebygget...
På trods af flere forslag til bedre udnyttelse af Cirkuspladsen, bl.a. fra B&G, har disse forslag ikke for alvor vundet gehør i de politiske kredse. Måske fordi der allerede igennem længere tid har været - skjulte - planer om byggeri på området. (Foto 2007)