I år 1700 gik svenskekongen Karl den 12. sammen med en stor angrebsstyrke i land ved stranden neden for Tibberup Mølle. Efter nogle korte træfninger med en underlegen dansk styrke lod Karl opføre en større befæstning af bakken omkring møllen. Hans plan var at indtage København, der stort set var forsvarsløs, da danskerkonken Frederik den 6 sammen med sine tropper rodede rundt nede i Holsten. Heldigvis lykkedes Karl den tolvtes plan ikke, da stormagterne Holland og England ikke ønskede et for stærkt Sverige og en svensk dominans over Øresund, hvorfor de fik forhandlet svenskerne tilbage til Skåne, som Danmark i øvrigt havde mistet få år forinden.
Et par hundrede år senere, nemlig i år 2006 skete der atter et angreb på Tibberup Mølle og bakken. Denne gang blev angrebet udført bag lukkede døre af byrådets økonomiudvalg med vores borgmester i spidsen. Denne gang var formålet ikke at erobre hovedstaden, men at få lidt kortsigtet mammon i kommunekassen på bekostning af ødelæggelse af endnu et historisk kulturklenodie.
Havde Helsingør Dagblad ikke den 1. marts i år skrevet, at økonomiudvalget bag lukkede døre havde besluttet, at sælge møllen og udstykke den i forvejen lille grund i 2 parceller med mulighed for, at der klods op ad møllen kunne opføres et nyt parcelhus, havde kommunens borgere næppe rejst sig til kamp før det var for sent. Heldigvis blev vi denne gang varskoet i tide og ikke som i 1700, hvor danskens beredskab ikke var på plads.
En krigserklæring
I samme artikel indrømmer borgmester Per Tærsbøl, at udstykningen kan blive anstødssten for en del borgere, men at dette ikke har fået ham og det øvrige udvalg til at ryste på hånden. Det tror pokker, når stort set de samme politikere for godt et år siden havde givet accept til en markant overbebyggelse af Hollandske Mølles grund og ødelæggelse af de lave bygninger omkring, der endda var erklæret bevaringsværdige i det nye kommuneatlas. Borgmesterens udmelding var en direkte krigserklæring for talrige borgere og snart havde vi sammen med områdets øvrige foreninger fundet fodslaw.
Mange kunne simpelthen ikke acceptere, at nogle få mennesker ønskede, at ødelægge områdets ældste og vigtigste erhvervs- og kulturhistoriske bygning. At det så også var kommunens sidste og eneste mølle, der stadig er intakt med både møllehat, svans og vinger fik virkelig mange slags folk op på mærkerne. Et evt. nybyggeri på den udstykkede grund kunne også for evigt ødelægge evt. rester af karl den tolvtes befæstningsværk fra 1700 tallet ligesom der kan være rester fra tidligere bygninger og drift, da den nuværende hollandske mølle fra 1870 er bygget på resterne af tidligere anlæg, da der har været mølledrift på bakken tilbage til 1697 og måske også før, da ældre kort fra 1681 for området indeholder stednavne som Mølleslette Aasen og Møllebjergs Aasen.
Vi skrev derfor i samarbejde med Historisk Forening, Danmarks Naturfredningsforening og Helsingør Bevaringsforening en opfordring til at droppe den hjerteløse sag. Mørdrup Bevaringsforening og en række borgere fulgte hurtig trop og flere havde tilkendegivet, at de ville følge sagen helt til tops bl.a. I kulturarvestyrelsen.
Helsingør Dagblad tog også sagen op bl.a. i en lederartikel.. Efter et par ugers borgerpres vaklede økonomiudvalgets medlemmer. Dette antagelig også fordi, der i dele af baglandet hos de Konservative og Socialdemokratiet opstod modstand mod udstykningsplanen. Ved økonomiudvalgets møde den 15. maj opgav udvalgets medlemmer definitivt planen om udstykning.
Flere af udvalget medlemmer kendte knap sagen
Forinden kunne man dog i Helsingør Dagblad læse, at Marlene Carmel fra de konservative stadig mente, at en udstykning af grunden ville være i orden. Christian Saggau fra SF oplyste, at han oprindelig havde stemt ja, da sagen sådan kom på dagsordenen i sidste øjeblik. Dansk Folkepartis medlem Ib Kirkegaard oplyste til avisen, at han rent faktisk ikke havde set møllegrunden på andet end tegninger og ja, det gik måske lige lidt for stærkt i økonomiudvalget med at vedtage dette her.
Sådanne udtalelser taler for sig selv og viser endnu engang, hvor tilfældigt beslutninger tages af byrådets medlemmer. Sådanne udtalelser viser også, at foreninger, blandt andet B&G, er vigtige, så vi kan komme med begrundede indsigelser. Denne sag afsluttede heldigvis lykkeligt og jeg tror eftertiden vil takke os for, at dansken i år 2006 gik til kamp i tide.
