Byforeningens formål er at varetage Espergærdes almene interesser og arbejde for bedre trivsel og en smukkere by.
Espergærde Byforening blev stiftet i 1904 som en traditionel grundejerforening, der skulle varetage Sydkystens (Espergærde og Snekkersten) interesser.
Som følge af udviklingen ændrede foreningen status til en borger- og grundejerforening og efterhånden som borgerindflydelsen blev lovfæstet, blev det naturligt, at foreningen mere så på lokalplaner, kommuneplaner, miljøsager og lignende overordnede forhold.
Fra omkring 1990 har foreningen mere fokuseret på dialog med kommunen og samarbejdede med områdets andre foreninger.
De senere år har foreningen også udarbejdet planer og forslag med udgangspunkt i bedre trivsel og et bedre bymiljø. En del af disse initiativer kalder vi vores mærkesager.
Det gælder f.eks. et nyt havnetorv, en revitalisering af havnen, stranden og stejlepladsen, en bedre skolestrand og en bypark på cirkuspladsen.
De senere år har Snekkersten fyldt mindre i foreningens arbejde, hvorfor vi i 2010 ændrede navn til Espergærde Byforening, hvis kerneområde er Espergærde, Mørdrup og Tibberup.