Helsingør kan få sit ”Sofiero” og meget mere.
Tør politikerne?
Nord for Helsingborg ligger det tidligere kongelige sommerslot Sofiero, hvor vort broderfolk har skabt et populært udflugtssted, som tusindvis af svenskere og danskere besøger hele året rundt. Der laves udstillinger om kunst, mad, kongelig røgelse, parkudstilling, julemarked og meget mere. Udover at skabe livsglæde og kvalitet har Sofiero skabt mange arbejdspladser og bidrager positivt til turismen samt integrationen på tværs af Øresund.
Helsingør kommune har ikke et ”Sofiero”, men har en ejendom, der måske er bedre og som også kan skabe oplevelser, kultur og arbejdspladser. Muligheden ligger i den historiske ejendom ”Gurrehus” som er nabo til ”Gurre Slotsruin”.
Gurrehus, Gurre Helsingør Kommune
Gurrehus’ herskabelige hovedbygning blev opført i 1883 i røde sten og med et rigtigt borgtårn. Herlighederne ligger i en stor park, der strækker sig ned til den smukke Gurre sø. Ejendommen og parken emmer af historie og atmosfære og har blandt andet været ejet af prins George af Grækenland ligesom tyskerne holdt til under krigen. Området er særdeles smukt og må antages, at blive en historisk del af den kommende nationalpark ”Kongernes Nordsjælland”.
Helsingørs Sofiero og stedets muligheder.
Flertallet i Helsingørs byråd ønsker, at der skal opføres 28 ejerlejligheder i det historiske ”Gurrehus”, hvilket er et utroligt spild af en god ejendom med den helt rigtige beliggenhed. Mange mennesker og lokale foreninger håber derfor på, at opførelsen af de 28 lejligheder kan forhindres og, at der i stedet kan indrettes et ”Nationalpark Center”.
Nationalpark Centerets hovedformål skal være, at formidle og skabe spændende events omkring den nye nationalpark ”Kongernes Nordsjælland”. Samtidig skal der på Gurrehus indrettes det længe savnede ”hjemsted” for de arkæologiske udgravninger i Gurre området og dermed en muligheden for at fortælle historien om ”kongernes Nordsjælland”, da Gurre fra ca.1300 tallet og mere end 150 år frem var en af kongemagtens højborge.
For at styrke disse aktiviteter, skal ejendommen og parken samtidig udnyttes og bruges til de mange aktiviteter, som vores broderfolk med så stor succes har fået indpasset på ”Sofiero” i Skåne. Oplagte aktiviteter er kunstudstillinger, koncerter, spisehus, skoleundervisning og formidling af malerens og digternes Nordsjælland. Ja kun fantasien sætter grænser.
Gurrehus park strækker sig smukt ned til Gurre sø
EU-midler da projektet er grænseoverskridende.
Da en del af centerets funktion bliver, at beskrive historierne omkring Dronning Margrete den første og Kalmarunionen fra 1397 samt den lange periode, hvor den sydlige del af Sverige var dansk område, er en del af projektet grænse overskridende. Dette betyder, at der findes en del tilskudsmuligheder fra EU.
Projektet skal derfor også ses som et positivt bidrag til integrationen af Øresundsregionen ligesom en del turister fra især Skånelandene vil have interesse i centerets skiftende events.
Man vil givet også kunne regne med en synergieffekt mellem Esrum kloster og Gurrehus, hvor disse i fællesskab kan tiltrække ressourcestærke borgere og turister samt skabe en positiv omtale af regionen, hvilket igen skaber synergi. Derudover må man forvente at Staten samt en række fonde vil støtte projektet økonomisk.
Byrådet bør sige nej til ændring af Kommuneplanen.
Aviserne har allerede har haft fin omtale af forslaget og Helsingørs borgmester Tærsbøl har udtalt, at det er et godt projekt, men desværre også, at det ikke er et af de projekter, han vil satse på allerførst. Problemet er bare, at bygges de 28 ejerlejligheder på Gurrehus, så er får vi ikke chancen en gang til. Med andre ord vil byrådet ikke satse nu, så bliver det aldrig.
Det må samtidig forventes, at såfremt Helsingør kommune ikke allerede nu indretter ”Nationalpark Center” i Gurrehus, så kan alternativet nemt blive, at f.eks. Hillerød bygger et spændende Nationalparkcenter om ganske få år.
Helsingør må så igen se, at aktiviteter og arbejdspladser flytte væk fra kommunen, fordi Helsingør ikke forstod sin besøgstid og ikke udnyttede, at genbruge en eksisterende velegnet bygning, der lå det perfekte sted.
Gurrehus har stadig smukt interiør og mange fine ruder