Der har været mølle på bakken siden 1697 og nok også før
Hvornår der første gang etableredes en vindmølle i Tibberup er usikkert. Matriklen fra 1681 omtaler ikke en mølle, men samme matrikel har et par ganske interessante oplysninger, der måske antyder, at der tidligere har været en mølle. Den af Tibberups tre vange, der strækker sig fra landsbyen og ned mod Øresund, kaldes naturligvis for Strandvangen. Denne vang var igen opdelt i 12 åse, der så igen var opdelt i agre. Alle åsene havde navne, og blandt disse navne findes dels Mølleslette Aasen, dels Møllebjergs Aasen. Desuden omtales i samme afsnit en eng med navnet Møllebjerg Eng.
Disse navne er næppe opstået ved en tilfældighed og især forekomsten af ordet Møllebjerg antyder, at man kan udelukke eventuelle forvekslinger med tidligere og længst forsvundne vandmøller. Da netop Tibberup Mølle ligger på et bjerg kan vi tillade os at tro på, at der har været en vindmølle på toppen af møllebakken i en kortere eller længere periode.
I 1697 byggedes imidlertid en ny mølle på bakken ved Øresund. Det var en såkaldt stubmølle, den eneste vindmølletype man kendte på den tid. Det var den mølle, som svenskerkongen i år 1700 brugte som pejlemærke ved sit invasionsforsøg af Danmark. Møllen blev ved den lejlighed brændt af og møllebakken dannede ved den lejlighed svenskernes første brohoved ved invasionen, som dog kun førte den svenske hær til Rungsted, før den blev tvunget til at vende om og i stedet drage mod Rusland. I den forbindelse blev der gravet og grave og volde omkring Møllebjerget og bl.a. i Babyloneskoven.
Siden måske allerede i 1705 - opførtes en ny stubmølle den eksisterede i alle fald i 1721, da den nævnes i kirkebogen dette år. Måske var det den, der stod helt frem til 1870. I al fald ses denne stubmølle forsikret for 3.500 rigsdaler i 1865 og i taxationen beskrevet som en stubmølle på en stensat fod med et omkransende 8-kantet skur. Mølleren hed da P. Jensen.
Den nuværende mølle er fra 1870
I 1870 erstattedes den gamle stubmølle af en såkaldt hollandsk mølle, d.v.s. at det nu kun var hatten, der skulle drejes op imod vinden (og ikke hele møllen). Det var tømrermester Niels Andersen fra Skotterup, der var bygmester på møllen. Indtil år 1900 blev møllen drevet af møller Niels Christiansen, der derpå bortforpagtede driften frem til 1912. Ifølge to forskellige kilder ophørte mølledriften her, men så vidt jeg kan se fortsatte den dyre mølleforsikring helt frem til omkring 1919. Hvorfor man skulle betale den dyre forsikring for en mølle, der ikke var i drift står lidt uklart.
Under alle omstændigheder blev møllen i 1914 købt af skibsreder Poul Carl, der samtidig købte den overfor liggende villa Møllebakken (Efterskolen Øresunds hovedbygning). I 1916 lod han tømrermester Harald Tjellesen gennemføre en istandsættelse af møllen det kostede den anseelige sum af 12.000 kr. På den tid hørte 1½ tdr. ld. jord til møllen.
Møllen står herefter tom i en årrække og først i 1950 sker der noget. De nye ejere fjerner kværn og møllesten fra møllens indre. I 1954 købte Grethe og Karl Szabad møllen og indretter den til dels beboelse, dels til arbejdsrum. Da Grethe og Karl Szabad er kunstnere, males der nu igen i møllen men nu ikke længere korn, men billeder. Imidlertid overstiger vedligeholdelsen af møllen kunsterparrets økonomiske formåen. Da alternativet da var en nedrivning af møllen, trådte Helsingør Kommune til og købte møllen. En istandsættelse af møllen blev iværksat og dermed reddedes møllen for anden gang fra at gå til. Familien Szabad fortsatte imidlertid med at bebo møllen enken helt frem til 1998. Herefter overtog sønnen Carl Szabad lejemålet, men opsagde dette i 2004.
