af Kjeld Damgaard
Henrik Gullaksen døde lørdag morgen, 97 år gammel. Han boede det sidste år på et plejehjem i Svendborg, men vil huskes for sine mange år i Espergærde, hvor han var en yderst engageret borger og dybt interesseret i byens ve og vel.
Henrik var ud af en officersfamilie og da han blev født i 1923 boede han da også i sine første år på Sølvgadens Kaserne i København og på kasernen i Fredericia. Opvæksten skete dog i øvrigt på Frederiksberg, hvor en af hans legekammerater var Bent Fabricius-Bjerre.
Som 12-årig var Henrik første gang på ferieophold på pension ”Solbakken” i Aalsgaard – hos familien Kieler. Dette år og årene herefter knyttede Henrik sig især til de to sønner Svend og Knud, og førstnævnte fik da også siden en militær karriere – ligesom Henrik selv. I sin skoletid var Henrik kammerat med Erik Dreyer – en søn af den kendte filminstruktør Carl Th. Dreyer, ligesom familien også dyrkede privat omgang med chefen for den danske hær, general W. W. Prior og hans familie.
Efter at være flyttet til Gentofte tog Henrik studentereksamen fra Gentofte Statsskole i 1942. Herefter indledtes en militær karriere, der dog delvist blev afbrudt af det tyske overfald på de danske kaserner i 1943. Fra 1943 til 1945 var Henrik således ved CBU (Civilbeskyttelsens Udrykningskolonner), men kom derpå tilbage til militæret efter befrielsen.
Kort efter optoges Henrik på officersskole og havde derpå tjeneste forskellige steder i Danmark og Tyskland. I 1951 blev Henrik gift med den svenskfødte Ulla Britta Krook, som han havde mødt på Bornholm. Parret fik i 1953 en datter, Christina.
Den militære karriere fortsatte og i 1960’erne – efter en alvorlig øjenlidelse – blev Henrik en af mændene bag dannelsen af HMAK (Hærens Materiel Kommando). Henriks karriere ved militæret endte som oberstløjtnant af reserven, hvorfra han blev pensioneret i 1988. Inden da havde han dog også gennemgået en uddannelse som merkonom i organisation. Han blev for sin tjeneste bl.a. benådet med Ridderkorset af 1. grad af Dannebrogordenen.
Efter skiftende tjenesteder boede familien i 1950’erne i Birkerød, men en sommerhusgrund på nuværende Jernbane Allé 71 i Espergærde blev hurtigt et foretrukket sted. Her byggede familien i flere etaper et sommerhus, som dog snart blev til et helårshus. Og med denne faste ejendom kom også Henriks interesse for at deltage i byens udvikling. Han meldte sig derfor samme år ind i den lokale Grundejer- og Borgerforening (nu kaldet Espergærde Byforening). Og her var han et aktivt medlem i mange årtier og havde ved sin død været medlem i 65 år!
Jeg kom således til at kende Henrik i begyndelsen af 1980’erne, da han var formand for Byforeningen. Og straks gjorde hans engagement og positive indstilling et stort indtryk. Henrik var nemlig ikke bare kritisk overfor udviklingen, han var også konstruktiv og hans input var altid gennemtænkte og intelligente. Det kom bl.a. til udtryk gennem det store arbejde med ”Plant et Træ”-kampagnen, som løb gennem flere år i 1980’erne. Det store platantræ på Havnetorvet i Espergærde er et af resultaterne af Henriks anstrengelser.
Helt frem til efteråret 2018 var Henrik en glødende interesseret borger i Espergærde, og han var i mange år en tydelig inspirator og mentor for mig – og det er min oplevelse, at det gode forhold var gensidigt. På en måde kan man sige, at Henrik for mig blev en slags erstatning for min egen far, som jeg mistede alt for tidligt. Hans fænomenale hukommelse nød jeg tit godt af og også hans interesse i lokal- og slægtshistorie kunne vi dele.
Henrik, der i 1994 blev æresmedlem af Byforeningen, fastholdt sin interesse for foreningen hvilket bl.a. udmøntede sig i, at han i februar i år skænkede 50.000 kr. til et lokalt projekt efter bestyrelsens valg. Desværre nåede bestyrelsen ikke at sætte navn på et sådant projekt, men sagen er på ingen måde opgivet. Henriks interesse varede – trods flytningen til Svendborg - således helt til dødsdagen. Lisbeth og jeg havde aftalt et besøg i Svendborg hos ham lørdag eftermiddag – og det glædede han sig til. Men desværre nåede vi ikke frem i tide, og nu savner vi allerede hans altid positive tilgang til alle han mødte og hans levende interesse i andres liv og levned.
Tankerne går nu til datteren Christina og hendes familie. Familien har besluttet at urnebisættelsen vil finde sted fra Egebæksvang Kirke på et endnu ikke fastsat tidspunkt i august.
Æret være Henrik Gullaksens minde.
På vegne af foreningen: Kjeld Damgaard
