FORANDRINGER
Forandringer jeg selv har set ske og selvfølgelig også har været deltager i.
For 60 år siden flyttede familien til Espergærde.
Espergærde -Mørdrup – Tibberup. Marker imellem.
Espergærde var næsten kun øst for jernbanen (det gamle Espergærde) Forretninger var der masser af , især omkring Espergærdeskolen langs Stokholmsvej-Gefionsvej med biografen, og endelig omkring krydset Mørdrupvej- Strandvejen med Havnen som centrum. Skovparken som de moderne boligblokke også med dagligvarebutikker i stueetagen – altså butikkerne var der hvor folk boede.
Da jeg året efter begyndte i 1b på Espergærdeskolen fik jeg en masse nye kammerater, som ikke boede rundt om, men fra alle tre bysamfund. Espergærdeskolen var den eneste skole mellem Humlebæk Skole og Snekkersten Skole.
Knud Melgård kom fra Ærtebjerggård – den sidste hvide 4-længede gård før jernbaneoverskæringen i Mørdrup.
Gården var som de fleste gårde i drift med køer og grise og hesten Claus. Hjemme fra skolen lød beskeden ”løb ud og leg” og det gjorde vi så og selvfølgelig uden voksenopsyn.
Så mangen en time er tilbragt i skoven med hemmelige huler – bandekrige mod drengene fra Skotterup. Det kunne vi, og vi var næsten helt alene i skoven. Frøken Hansens Børnehave ved skolen var den eneste af sin slags – og kom vist ikke så meget i skoven. Dagpleje og fritidshjem og klubber eksisterede ikke. Man kunne vælge mellem sport som fodbold eller spejder. Jeg valgte spejder, som for det meste foregik i naturen. Stranden og Havnen var sommerens foretrukne opholdssted – med mangen en knejsende strandløve.
Markerne er forsvundet under haver, huse og veje, men skove og strande er næsten uændrede og ligger der stadig. Gå rundt i området og find spor efter en forsvunden tid – de er overalt og kan pirre ens nysgerrighed.
Forandringerne er åbenlyse og skal nødvendigvis ikke alle begrædes, da heller ikke samfundet er en statisk størrelse.
Meget af denne udvikling ”skete bare”, men da den er menneskeskabt, har vi valgmuligheder og ansvar.
Behovet for at inddrage mere areal til menneskelige aktiviteter er stort, hvad enten det er til brug af de grønne arealer ved Mørdrup Kirke, eller begrænsningen for mennesker og dyr ved anlæggelse af mountainbike baner i skoven eller faste kondibaner, hvor naturen bliver en simpel kulisse.
Aktiviteter skal selvfølgelig være der, men lad det være op til den enkelte – jeg savner lidt tankegangen ”Løb ud og leg”.
Forandringer af helt andre dimensioner og uden for den menneskelige påvirkning.
Forandringer, som hvis de skete i dag ville betegnes som naturkatastrofer.Vores opfattelse af tid er lige skitseret med min egen beretning, og det er allerede blevet til gamle dage, når samtalen om emnet sker med yngre mennesker.
Med lidt held kan vi med en oldemor eller oldefar gå omkring 100 år tilbage, og endnu længere sker det kun gennem skriftlige kilder eller billeder.
Når vi så taler om tusinder af år, bliver det ofte til noget abstrakt – Men det behøver det ikke, for resultatet af disse forandringer er den jordoverflade vi går rundt på. Kan man først læse sporene, er der tale om gigantiske og yderst dramatiske forandringer.
Prøv med at stille spørgsmålet ”Hvordan laver man f. eks. en bakke? Man skal have noget, der er så stærkt, at det kan skubbe jord sammen, så det bliver en bakke. Den anden måde er, at man fjerne jord og lader en klump ligge tilbage.
Så tænk over det næste gang du kører op ad Mørdrupvej – op ad den store bakke – og sandelig om det ikke går nedad på den anden side, før du kommer til gårdene i Mørdrup.
Eller gå en tur i Egebæksvang over Tobjerg bakkerne, som ligger til højre, når man kommer ind i skoven ved Gl. Skovvej.
Kun et ganske lille fåtal af de milliarder og milliarder af sten du ser på stranden, eller når du graver have, eller ser på et stengærde, er danske. Hvem kan flytte så mange sten helt fra Sverige og Norge f. eks. ned til stranden ved Espergærde?
Is og vand er to store naturkræfter, og så er vi tilbage i slutningen af istiden – altså for 10-12.000 år siden formede disse to kræfter – især – den overflade, vi går rundt på nu. Lang tid siden – ja, måske set med det enkelte menneskes øje, men i den store kalender er det et splitsekund siden.
Øresund var ikke Øresund som i dag, men en isfjor, der strakte sig syd om Norge i den meget dybe Norske Rende for at ende i det, der skulle blive Øresund. I isfjorden flød store isbjerge rundt ligesom man ser det på Grønland – og tro mig, så har isbjørnen vejret i luften fra toppen af Tobjergbakken efter sæler, og over mørdrupbakken har rensdyrflokken haft sin årlige vandring for at komme uden om isfjorden. Mammutterne har sikkert fulgt de samme ruter i det træløse landskab.
Vandstanden var under istiden faldet med 120-150 meter, så store mængder vand var bundet i iskapperne. Det betød, at man kunne gå tørskoet fra Sverige til England. Øresund og Storebælt var mindre floder/vandløb, som nemt kunne passeres.
De store ismasser i Nordamerika og Europa/Asien smelter forholdsvis hurtigt, og vandet stiger i verdenshavene, og da isen, som dækkede landet engang, havde trykket jorden ned, så var forholdet land/vand anderledes med en vandstand, der her i Espergærde er 5 meter højere end i dag. Så der hvor vi står lige nu skal vi forestille os at have mindst 3 meter vand over os, og det er kun 7000 år siden. Engen bag Egebæksvang Kirke har været en åben fjord med kystkultur/stenaldermanden til at spejde fra Tobjerg efter røgsøjler over den tætte skov – spor af andre jægergrupper.
Uroksen har holdt til ved søerne i det, som senere blev mosebyen – Mørdrups grønne arealer bag Mørdrupkirken.
Landet hæver sig, og fjorden bliver lukket af med strandvolde, som den vi står på – derfor kun 3 meter vand over os og ikke 5. Bemærk, at når du går over kirkegården, så går det ned ad bakke – ikke meget, men nok til at forestille sig den stille blinkende vandoverflade i den lille fjord – der hvor kodriverforeningens kalve går i dag.
Historien og den dramatiske udvikling er synlig – du skal bare få øje på den – god fornøjelse og pas på dem.
Skt Hans båltale 2012 af Henrik Lieberkind
