Nedlæggelse af Espergærde Ungdomskole indgår i øjeblikket i kommunens katalog for besparelser.
Espergærde Byforening finder det dybt beskæmmende, at kommunen overhovedet kan få tanker om en nedlæggelse, og Byforeningen vil på det kraftigste fraråde ideen.
Espergærde Ungdomskole har årligt 500 unge mellem 13 og 20 år som med ungdomskolen har et et trygt samlingssted i fritiden. Espergærde Ungdomskole har etableret et godt samarbejde med Tibberupskolen hvor eleverne i 7. klasse introduceres til ungdomskolens tilbud om fællesskab og en meningsfuld fritid.
En nedlæggelse af Espergærde Ungdomskole vil være ødelæggende for de unges trivsel. Hvordan kan kommunen komme på ideen i en tid hvor netop usikkerhed og mangel på trivsel er et at de helt store udfordringer for større børn og unge i dag. Med Espergærde Ungdomskole har ungdommen et vigtigt, trygt og godt samlingssted i Espergærde. Med byens udbygning vil der blive endnu mere brug for at fastholde et ungdomskoletilbud i lokalt regi.
Uden en lokal ungdomskole vil det efterlade de unge i Espergærde med færre muligheder i fritiden. Det kan føre til øget ensomhed blandt unge og mere isolation bag mobilskærme og pc skærme.
For hvor mange unge vil om aftenen tage turen ind til ungdomskolen i Helsingør, som er placeret langt fra centrum på Rasmus Knudsensvej og som det er svært at komme til og fra med offentlig transport?
Espergærde Byforening ser en ungdomskole i Espergærde som et både nødvendigt, relevant og forebyggende tilbud til de større børn og de unge og som et godt supplement til byens Idrætstilbud.
Byforeningen finder, at der i Espergærde skal kunne tilbydes alle aldersgrupper relevante tilbud i fritiden - og overfor den næste generation - børn og unge -har vi - og i særdeleshed kommunen - et særligt ansvar.
Derfor vil det være en alvorlig fejl af Byrådet at lukke Espergærde Ungdomskole.