Indtil for 1½ måned siden lå der på Gylfesvej i Espergærde et flot blokhus, som havde sin helt egen historie. Nedrivningen blev – trods lokalplanen for området – tilladt administrativt. Det giver anledning til at overveje om det ikke er tid at se med fornyede øjne på de 25 år gamle vurderinger, der ligger til grund for de såkaldte SAVE-værdier.
I 1919 tegnede arkitekt Poul Richardt et nyt sommerhus til forlagsboghandler Axel Juncker (1870-1952). Han havde forretning i St. Kongensgade, men boede i vintermånederne i Skydebanegade. Huset her på Mørdrups gamle jorder var derfor alene i brug om sommeren af Juncker og hans hustru Ingeborg. Huset blev opført som et blokhus, d.v.s. opført af rundt tømmer, som er sammensat (knudet) således i hjørnerne, at huset på den måde er selvbærende.
I perioden 1937-44 boede her skibsreder Hans Svenningsen (1898-1981), som efter en uddannelse indenfor shippingbranchen i 1933 havde grundlagt rederiet Trio A/S. Senere blev han selvstændig skibsreder med skibe, der sejlede papir til den danske dagspresse. Han boede senere på Strandvejen i Espergærde og var meget engageret i den lokale idræt. Han udsatte således i 1947 den såkaldte ”Svenningsen-pokal” som de lokale fodboldhold kæmpede om i de følgende ca. 30 år.
Fra 1949 til 1960 havde politikeren Ole Bjørn Kraft sin sommerbolig i ”Blokhuset”. Hans egentlige bolig var i Vendersgade i København, men han og hustruen Gerda f. Winge opholdt sig ofte i sommerhuset i sommermånederne.
Ole Bjørn Kraft var cand.phil. og arbejdede i mange år som journalist ved forskellige danske dagblade, men allerede i 1926 blev han folketingsmedlem valgt for det Konservative Folkeparti og var fra 1935 medlem af partiets hovedbestyrelse. Han blev forsvarsminister i 1945 og i perioden 1950-53 var han udenrigsminister – netop i den periode hvor han havde sommerophold i Espergærde.
Senest har Anita Corfitzen og Erik Reime haft huset i perioden 1994-2024, men i forbindelse med salget af huset tidligere på året, er der – efter en administrativ tilladelse – givet nedrivningstilladelse, helt uden at bevare de dele af ejendommen, som kunne have interesse for en eftertid. Eller helt uden nogen selvstændig bedømmelse af ejendommen eller dens historie, da den desværre var kategoriseret med en SAVE-værdi på kun 7.
Det har uden tvivl forøget ejendommens værdi, at det kunne nedrives, men det fører til det spørgsmål om de over 25 år gamle vurderinger som ligger til grund for SAVE-værdierne, nu også er helt troværdige. Dengang blev vurderingerne for en stor del foretaget af arkitektstuderende, som i stort omfang lavede et fornuftigt arbejde. Men det står fast, at den første udgave af Bevaringsatlasset for Helsingør Kommune var så fyldt med fejl, at lokalhistoriker Kresten Tommerup og undertegnede kunne påpege så mange fejl og forglemmelser, at atlasset måtte trykkes om i en ny udgave.
Og det er utvivlsomt et faktum, at Kresten og jeg dengang ikke fik øje på alle fejl og mangler. Desuden kunne det jo også tænkes, at der i dag – 25 år senere – kunne være brug for nye vurderinger. Dels p.g.a. fejl dengang, dels fordi nyere bygninger bør vurderes, men også fordi man burde inddrage, at bevaringshensyn også kunne være en interessant kulturhistorie. Faktisk skal det indgå som en del af grundlaget i SAVE-registreringen - i følge vejledningen til denne, men det synes ikke at være gået op for politikerne i Helsingør. Nye tider giver også sommetider et nyt syn på hvad der skal bevares og hvad der ikke skal.
På baggrund af sagen fra Gylfesvej, hvor et tidstypisk hus med en flot personal- og kulturhistorie, uden videre blev jævnet med jorden, lyder opfordringen derfor til Helsingør Kommune: Få ajourført SAVE-vurderingerne og vær lidt mere kritisk, før der gives nedrivningstilladelse i fremtiden. For der er desværre andre lignende huse, der er i farezonen, bl.a. Søndre Strandvej 50 i Helsingør. Hertil kommer andre ældre huse med eksklusive beliggenheder, som en investor eller en ny ejer kunne finde på at nedrive, f.eks. Strandvejen 169 i Espergærde.
