Hvorfor Planstrategi nu?

Byrådet har netop sendt et forslag til ny Planstrategi i høring. En planstrategien skal rumme en bred og langsigtet tilgang til kommunens udvikling. Her tegnes altså de overordnede linjer.

Planstrategien indrettes efter landsplanlægningen og i hovedstadsområdet også på den såkaldte fingerbystruktur. Planstrategien tegner de overordnede linjer. Planstrategien danner grundlag for kommuneplanen, som vedtages efter planstrategien.

Planstrategien skal vedtages inden udløbet af første halvdel af Byrådets valgperiode. Det vil sige, at den skulle have været vedtaget inden 1. januar 2020. Så kunne den have dannet grundlag for kommunestrategien.

Helsingør kommunes planstrategi er altså ca. 1 ½ år forsinket.

Til november har vi kommunevalg, og et nye Byråd begynder arbejdet den 1. januar 2022. Som noget af det første, skal det nye Byråd vedtage en ny/ændret Planstrategi. Den  skal være vedtaget inden udgangen af 2023.

Kommunens planafdeling, som i forvejen er meget forsinket - formentlig fordi man har ventet på forsinket landsplanlægning og revideret fingerplanstrategi – skal altså nu lave dobbelt arbejde indenfor kort tid. Planstrategien sendes nu i høring med den mindst lovlige høringsfrist – 8 uger – og der holdes virtuelt borgermøde i aften, den 28. april. Efter den formelle tilmeldingsfrists udløb har kun 50 meldt sig.

Måske ville det være bedre at udskyde Planstrategien til foråret 2022. Så kunne kommunens hårdt belastede planafdeling spare lidt ressourcer.  Og så kunne vi også håbe på en mere borgerinddragende behandling med corona-frie borgermøder. Og endelig vil et nyvalgt Byråd have deres egen vedtagne Planstrategi som grundlag for de næste fire års kommunal planlægning.

Vil du have indflydelse?

Hvis du også gerne vil være med til at skabe en bedre by i fremtiden, så er det aldrig for sent at melde sig ind i byforeningen!
BLIV MEDLEM