I forbindelse med Borgerforeningens navneskifte til Espergærde Byforening, ønskede bestyrelsen at understrege skiftet med et mere tidssvarende logo. Vi drøftede mange muligheder og udarbejdede også nogle forslag, der dog ikke var specielt vellykkede, men snarere hybrider af det tidligere logo.
Vi tog derfor en dyb indånding og besluttede at starte helt forfra med hjælp udefra. Vi bad således grafisk designer Thomas Frederiksen fra RAMA Design Studio om at udarbejde et forslag. Et forslag der skulle signalere en by tæt ved skov og vand, men at han i øvrigt havde frie hænder.
Thomas udarbejdede 2 forslag. Et grafisk spændende forslag med det lille fyrtårn på havnen, hvis signalværdi var, at vise vej og markere byen. Det andet forslag viste byens skyline trukket op i en enkel konturstreg.
Begge forslag signalerede det, som vi havde efterlyst. Men selv med 2 gode forslag i hånden, må man vælge og flertallet pegede på konturstregen, der på elegant måde sammenfatter byens profil.
Silhuetten starter med en stram streg, der signalerer kirketårnet med den ensidige skrå tagflade og videre over i byens sadeltage med de regelrette gavltrekanter og videre ud en løssluppen streg, der signalerer skoven og vandet. Og under silhuetstregen står navnet Espergærde med røde bogstaver og Byforening med lidt større blå bogstaver. En fin symbiose af byen med de røde tage der ligger ud til det blå Øresund
Thomas Frederiksen er opvokset i Espergærde og viser, at han kender byen og dens skyline. Han er nu flyttet til København, hvor han sammen med sin makker Stefan Mylleager har firmaet RAMA Design Studio.
Thomas er grafisk designer og uddannet på Danmarks Designskole i 2007 og har siden i RAMA arbejdet med en bred vifte af opgaver herunder design af bøger, pladecovers, plakater og tv- grafik / animation og nu senest en logo til sin barndomsbys byforening.