Nyhedsbrev november 2023

Borgermøde 23. november kl. 20.00 på Egegaarden og planlagt udvikling af Espergærde

Der er en lang række af byggeprojekter, trafikprojekter mm på gang i Espergærde.

Hvad og hvornår? Hvad er usikkert, hvad er lige om hjørnet. Vi kigger på det sammen.

Der er fri entré; ALLE er velkomne (også ikke-medlemmer), så tag naboen og vennerne med.

Fællesspisning torsdag den 23. november kl. 18.00

Igen er aktive medlemmer af Byforeningen klar til at lave mad til en fællesspisning. Som vanligt

på Egegaarden, Egegårdsvej 3 i Espergærde.

Menuen arbejder vi på. Vi sælger øl/sodavand/vin til beskedne priser.

Udover et godt måltid mad får du lejlighed til at tale med andre medlemmer af foreningen. Du får plads ved langborde og forventes i det hele at deltage i borddækning, oprydning mm.

Du tilmelder dig ved at betale 80 kr. (40 kr. for børn under 12 år) til mobilepay nr. 4622PQ

Husk i kommentarfeltet at skrive navn og antal deltagere. Seneste tilmelding er søndag, den 19. november.

Der er et maksimalt antal deltagere. Så hvis din betaling ikke kan accepteres, er det fordi der ikke er flere ledige pladser. De seneste gange har der været udsolgt.

Deltagelse kræver, at husstanden er medlem af Espergærde Byforening. Så ønsker dine naboer at være med, må de melde sig ind i Byforeningen. Det årlige kontingent er stadig 100 kr./husstand.

Sæsonens kommende fællesspisninger planlægges til onsdag 10. januar 2024, torsdag 1. februar og tirsdag 12. marts.

Betalt parkering i Espergærde?

Den lokale verdenspresse (Helsingør Dagblad og Frederiksborg Amtsavis) har dækket spørgsmålet om betalt parkering i Helsingør kommune tæt.

Byrådets By-, Plan- og Trafikudvalg holdt møde 8. november. Forvaltningen indstillede, at man ikke indfører betalt parkering fra første time. Hvis første time skal være gratis, vil der mangle mange millioner i budgettet for 2024. Det næste spørgsmål bliver så, hvor vi så skal frygte besparelser.

Forvaltningen er blevet bedt om at uddybe deres notat. Sagen behandles derefter i Byrådet.

På nedenstående kort kan du se de områder, hvor der kan forventes indført betalt parkering i Espergærde. Det orange område på den nordlige side  af Mørdrupvej forventes ikke omfattet af betalt parkering.

Årsmøde 2024

Notér også Byforeningens årsmøde tirsdag, den 19. marts 2024 på Espergærde Bibliotek.

Borgermødet på Egegaarden 31. oktober med vores nye kommunaldirektør Rasmus Bjerregaard

Kommunaldirektør Rasmus Bjerregaard ønsker én fælles identitet blandt borgerne i kommunen. Han finder, at Helsingør kommune er for lille til at have flere identiteter. 
Det gav han udtryk for på Byforeningens borgermøde på Egegården 31 oktober. 
Flere af de fremmødte fandt dog, at det risikerer at blive en identitet, der kun fokuserer på Helsingør by. 
På et spørgsmål om, hvor mange flere boliger der skal bygges i Espergærde svarede Rasmus Bjerregaard, at det er nødvendigt med fortsat vækst i form af unge familier, som flytter til kommunen, ellers bliver der ikke råd til fx det stigende antal ældre.
Han fandt at klimaindsats, styrket byliv og kommunens økonomi er de største udfordringer udover at sikre daginstitutioner og skoler. 
Det kan betyde flere tekniske løsninger og mere frivilligt arbejde, når det er svært at skaffe medarbejdere. 
Der fulgte en række spørgsmål og svar inden Byforeningens formand Keld Olsen takkede for Rasmus Bjerregaards indlæg og svar. Byforeningen ser frem til fortsat dialog med kommunaldirektøren. 

Rasmus Bjerregaard på Egegaarden 31. oktober 2023

Espergærde, den 12. november 2023

Sendt fra Mail til Windows

Vil du have indflydelse?

Hvis du også gerne vil være med til at skabe en bedre by i fremtiden, så er det aldrig for sent at melde sig ind i byforeningen!
BLIV MEDLEM