En dyr, sort kamp mod Helsingørs handelsliv og byernes naturområder

Indlæg af Peter H. Pejtersen

Helsingør Byråd vedtog i mandags at medfinansiere en halv million skattekroner (første betaling i en lang række af betalinger) til HH-konsortiets lobbyindsats for en fast forbindelse fra Helsingborg til Snekkersten. Som skatteborger i Helsingør Kommune tænker man sit.

Og man tænker endnu mere, når udskrivningen sker få dage efter, at de nye skattestigninger som følge af ændringerne i udligningsordningen er blevet kendt. For borgerne i Helsingør medfører det en skattestigning på 0,14 pct. I en kommune, der i forvejen holder sig en ganske solid skatteprocent og grundskyld, må man omhyggeligt overveje, hvordan skatteydernes penge bliver brugt.

Nu er penge en ting. Noget andet er byrådets klimaambitioner. På samme byrådsmøde, hvor pengene til HH-konsortiets lobbyindsats blev vedtaget, stemte byrådet også for at støtte såkaldte klima VIP-projekter – og på den måde bidrage til at reducere Danmarks CO2-udledning med 70 pct. Det er svært at være imod den slags. Men det harmonerer meget dårligt med forslaget om endnu en fast forbindelse til Sverige (mindre end 50 km fra Øresundsbroen) og massiv udvidelse af tung lastvognstrafik på Helsingørmotorvejen og tilkørselsvejene til tunnelen. Og deri er slet ikke indregnet en fænomenal CO2-udledning fra selve byggeriet og den omkringliggende ødelæggelse af naturen ved anlæg af motorveje gennem Egebæksvangskov og omkringliggende naturområder.

Skatteydernes egne penge går til destruktion af vores lokale handelsliv og attraktive grønne områder
Hvad vi får igen af fordele for de mange penge og CO2-forureningen må stå hen i det uvisse.

Til gengæld behøver man blot at køre til Korsør, Flensborg, eller Svinesund i Sverige, for at se, hvad det lokale handelsliv og nærmiljøet får af ulemper ved store infrastruktur projekter i grænseområder.

Korsør by er mere eller mindre forsvundet fra landkortet pga. Storebæltsbroen. I Svinesund har de fået gigantiske indkøbscentre og horder af sukkerafhængige nordmænd med hang til mængderabatter og store indkøbsvogne. I Flensborg ser de lokale butikker end ikke skyggen af danske kroner på trods af, at de fleste jyder med et bagagerum kører ind i Flensborg kommune flere gange om året.

Helsingør har esserne, men spild dem ikke på luftkasteller og indkøbscentre
De problemer har Helsingør ikke i dag. I modsætning til hovedparten af landets provinsbyer, har
Helsingør en fantastisk bystemning, spændende specialforretninger og fyldte gader lørdag formiddag og eftermiddag hele året rundt. Nærmiljø, der er værd at flytte efter.
Omkring Helsingør by, Snekkersten og Espergærde, findes de smukkeste grønne arealer og skove. Ægte naturoplevelser, som tiltrækker ressourcestærke børnefamilier fra København. Familier, der har truffet valg om at flytte væk fra betonen, motorvejene og bilerne, til natur og sunde provinsbyer med et mangfoldigt handelsliv. Det er et kæmpe aktiv, som bliver Helsingør og omegns ”stærkeste kort” i årene, som kommer.
Politikkerne kan lynhurtigt formøble disse aktiver på luftkasteller og urealistiske forhåbninger, hvis de ikke koncentrerer sig.

Vil du have indflydelse?

Hvis du også gerne vil være med til at skabe en bedre by i fremtiden, så er det aldrig for sent at melde sig ind i byforeningen!
BLIV MEDLEM